FREDERICIA

Efterårets komme blev fejret til Røddernes Dag på Kringsminde

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Lørdag den 12. oktober slog Museumsgården Kringsminde i Fredericia dørene op for den årlige Røddernes Dag, en begivenhed der fejrer efteråret og de gamle traditioner forbundet med høst og forberedelse til vinteren

I laden kunne man se, hvordan kornet blev tærsket efter at være høstet med selvbinder. Der var også mulighed for at lave efterårskranse med materialer fra naturen, og i bryghuset kunne man lære at sylte rødbeder, og man kunne desuden også komme med på en tur i hestevogn, og meget mere.

Maden var selvfølgelig også i fokus på Røddernes Dag. Der blev serveret grubestegt lam, saltkyllinger og en række grøntsagsretter. Og for de strikkeglade var der mulighed for at se, hvordan ulden fra gårdens får bliver kartet, spundet og forvandlet til garn.

Karin Rahbek i hendes særlige hjemmestrikkede trøje. Foto: DanmarkC TV

Museumsforvalteren fortæller om en helt særlig strikketrøje, der har en lang historie på Kringsminde:

– Historien er, at for 20 år siden, da jeg startede her, der var jeg med en veninde, og den her skulle bare smides på lossepladsen, den jeg har på i dag. Det endte med, at jeg fik lov til at få den, og den er fra 1932-35, deromkring. Trøjen er blevet gentaget og strikket til andre frivillige, og i dag er det en tradition, at alle kvindelige frivillige på Kringsminde får en hjemmestrikket trøje, fortæller Karin Rahbek, som er Museumsforvalter/Pædagog ved Museumsgården Kringsminde.

Kom med til Røddernes Dag på Kringsminde når DanmarkC TV på lørdag sender et tv-indslag fra dagen i NYHEDERNE.