
Efter Generalforsamling: Dansk Folkeparti er klar til kommunalvalget

Ny ledelse lover handling og værdighed for alle borgere i Fredericia
Dansk Folkeparti i Fredericia har ved deres nyligt afholdte generalforsamling og opstillingsmøde den 26. marts præsenteret en ny bestyrelse og et hold af kandidater, der er klar til at kæmpe for byens fremtid ved kommunalvalget i 2025. Med en blanding af erfarne kræfter og nye ansigter lover partiet en politik, der sætter borgerne først.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse.
Nye vinde blæser
Sune Nørgaard Jakobsen, den nyvalgte formand, udtrykker sin taknemmelighed og fastslår, at partiet vil tage fat på de udfordringer, Fredericia står overfor.
– Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, medlemmerne har vist mig, siger Sune Jakobsen og fortsætter: ‘
– Vi står over for en række udfordringer i Fredericia, som kræver handling nu. Vores ældre og udsatte borgere oplever desværre stadig svigt i systemet. Det er uacceptabelt. Vi vil arbejde målrettet for at sikre, at ingen bliver glemt eller overladt til et bureaukrati, der ikke fungerer. Det er på tide at sætte borgerne først og sikre en værdig behandling for alle, siger han.
Holdet af kandidater, der blev valgt på opstillingsmødet, består af:
- Susanne Eilersen (spidskandidat)
- Sune Nørgaard Jakobsen
- Nicolas Christiansen
- Lasse Holmqvist
- Børge Larsen
Listen er fortsat åben for yderligere kandidater, der ønsker at bidrage til Dansk Folkepartis visioner for Fredericia, oplyser partiet.
Palle Dahl, står ikke på kandidatlisten. DanmarkC TV erfarer at han har meldt sig ud af Dansk Folkeparti og er blevet løsgænger i resten af byrådsperioden.
Visioner for Fredericia
Spidskandidat Susanne Eilersen supplerer, at Fredericia har et uudnyttet potentiale.
– Fredericia har et stort potentiale, som vi desværre ikke udnytter fuldt ud. Vi vil arbejde for at gøre vores by mere attraktiv for både nuværende borgere og tilflyttere. Det betyder investering i bedre boligområder, en styrkelse af vores lokale kulturtilbud og en fokuseret indsats for at tiltrække turister. Vi ønsker en by, hvor familier trives, virksomheder blomstrer, og hvor turister føler sig velkomne. Det kræver modige beslutninger og en vilje til at prioritere det, der virkelig betyder noget for vores borgere, siger hun.