Læserdebat af: Mathilde Hammer, Kandidat til KV25 i Fredericia for Danmarksdemokraterne
13 udvalg har Fredericia Kommune med sine 52.000 indbyggere. Det er en markant forskel sammenlignet med Aarhus Kommune der har 6 udvalg og 367.000 indbyggere. Har vi behov for så mange udvalg i Fredericia? Nej. For at effektivisere vores kommune er det nødvendigt og fornuftigt at skøre ned på antallet af udvalg.
.
Det er en kendsgerning, at flere udvalg fører til øgede udgifter. Hvert udvalg kræver formandshonorarer og andre omkostninger, som Fredericia Kommune står for. Disse udgifter kunne i stedet være brugt direkte til serviceforbedringer for borgerne. Desuden belaster de mange udvalg det kommunale bureaukrati med flere dagsordener og politikerforespørgsler, hvilket resulterer i en ineffektiv udnyttelse af ressourcer.
Derfor bør vi lade os inspirere af Aarhus, der har en befolkning syv gange større end Fredericia. Aarhus Kommune formår at prioritere og træffe beslutninger effektivt, hvilket Fredericia også kan opnå ved at reducere antallet af udvalg.
En løsning er kunne være at reducere antallet af udvalg til en håndterbar størrelse, hvor hvert udvalg har et bredere ansvarsområde. Fx kunne Klima-, Energi- og Miljøudvalget samt Teknisk udvalg slås sammen, da deres ansvarsområder overlapper hinanden. Ligeledes kunne Børne- og Skoleudvalget samt Unge- og Uddannelsesudvalget integreres for at sikre en mere sammenhænge politik på tværs af aldersgrupper.
For at sikre en mere effektiv og økonomisk ansvarlig kommunal forvaltning bør Fredericia Kommune overveje at reducere antallet af politiske udvalg. Dette vil kunne mindske de økonomiske byrder, men også sikre en hurtigere og mere effektiv beslutningsproces. På den måde vil vi opnå en mere sammenhænge struktur og Fredericia vil kunne styrke sin evne til at levere høj kvalitet og effektiv service til sine borgere.