FREDERICIA

EDC-kunders personlige oplysninger er nu lagt på nettet af russiske hackere

Af Steen Knudsen - tv@danmarkc.tv

Ejendomsmæglerkæden EDC ville ikke betale 6 millioner dollars i løsesum til kriminelle

Hvad ligger nu på nettet?
Kopier af 1.300 personers pas, kørekort og sygesikringsbeviser stjålet fra ejendomsmæglerkæden EDC ligger nu frit tilgængeligt på nettet.
Det samme gør kontaktoplysninger som telefonnumre, e-mailadresser og adresser, herunder hemmelige adresser, og knap 100.000 cpr-numre.
Det skriver DR.dk lørdag.

Det er den russiske ransomwaregruppe Black Basta der brød ind i EDC mæglernes netværk den 1. november, og fik fat i personlige oplysninger fra deres systemer. De ligger nu på nettet, eller rettere på den del af internettet der kaldes “The Dark Web” (det mørke internet). Det er de færreste der kommer der, eller ved hvordan. Det er ikke ulovligt at suse rundt på dark web – men meget af der der foregår dér er kriminelt.

Hvem er Black Basta?
Det er, oplyser flere internationale medier, en ret ny gruppe, som lige fra starten har haft en betydelig ekspertise i deres grundlæggende kriminelle handlinger. Gruppen blev først opdaget i april 2022, men har formentlig været aktiv siden februar.
Gruppen formodes at være opstået af udbrydere fra andre grupper. Det er eksperter (hvis man kan kalde kriminelle dét) og de ved nøjagtigt hvad de har med at gøre.
Penge der indbetales til gruppen formodes at gå til den russiske krigsmaskine!

Hvad er ransomware
Ransomware er en virus, der krypterer dine filer, så du ikke kan se indholdet, og du mister tekst og fotografier med videre. Den eneste måde du kan få adgang til dine data igen, er ofte ved at betale en løsesum. Ransom er engelsk for løsesum. Det fremgår at Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside.

EDC forklarer om opbevaring af data
Vi er i henhold til EU’s hvidvaskregler forpligtet til at indsamle og gemme dine persondata, herunder kopi af pas, kørekort og sundhedskort i 5 år efter handlen eller kun­de­for­hol­dets ophør. Vi kan derfor ikke slette disse før denne frist.
Øvrige dokumenter i handlen skal vi opbevare i 10 år af hensyn til de almindelige for­æl­del­ses­reg­ler. Hvis der skulle opstå en tvist mellem handlens parter, er det naturligvis vigtigt, at vi har gemt diverse aftaler og dokumenter. 
I disse sidstnævnte dokumenter vil der som udgangspunkt ikke være personfølsomme oplysninger, udover almindelige oplysninger som navn og adresse.