Kort Nyt

Dyrenes Beskyttelse: Fyrværkeri forbudt for private?

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Regeringen foreslår at begrænse fyrværkeriaffyring til nytårsaften og nytårsdag. Dyrenes Beskyttelse ønsker et totalforbud til private.

Affyring af fyrværkeri over en lang periode har negative konsekvenser for både kæledyr, landbrugsdyr og dyr i naturen. Udover at forårsage stress og angst hos dyrene, bidrager fyrværkeri også til miljøforurening.

Regeringen fremsatte i oktober 2023 et nyt lovforslag om fyrværkeri. Regeringens lovforslag, der behandles i dag, vil begrænse affyring af fyrværkeri til to dage: 31. december og 1. januar. I øjeblikket er affyring tilladt i en periode på seks dage. Dyrenes beskyttelse ser gerne et totalforbud, skriver de i en pressemeddelelse til morgen, men ser forslaget som et skridt i den rigtige retning.

– Det har enorme konsekvenser for dyrene, at vi i Danmark har en meget afslappet lovgivning for brugen af fyrværkeri. Vi taler om millioner af kæledyr, landbrugsdyr, og dyr i den danske natur, som potentielt kan opleve stress, angst, og anden negativ påvirkning ved affyring af fyrværkeri, som står på over meget lang tid. Stod det til os, så burde fyrværkeri kun affyres af professionelle og kun inden for en meget begrænset tidsperiode omkring nytårsaften, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, i pressemeddelelsen.

I Norge, Sverige, Finland, Holland og Tyskland er fyrværkeriaffyring for private kun tilladt på nytårsaften og nytårsdag. I nogle tilfælde er der yderligere tidsbegrænsninger.

Forbyd salg af fyrværkeri til private på den lange bane

Dyrenes Beskyttelse vil gerne have salget af fyrværkeri til privatpersoner helt stoppet, men i overgangen er det vigtigt at lave tiltag, der beskytter både dyr, mennesker, og miljø.

– Det er meget mere fornuftigt med en begrænset affyringsperiode. Men der bør også ses på selve salgsperioden, da de fleste jo med det blotte øje kan konstatere, at så snart salget starter, så starter affyringerne, siger Jens Jokumsen.

Dyrenes Beskyttelse foreslår en overgangsperiode med følgende tiltag:

  • Begrænset affyringsperiode til 8 timer: 31. december kl. 18 til 1. januar kl. 2.
  • Salg af fyrværkeri kun tilladt fra 29. til 31. december.
  • Affyring kun tilladt på godkendte områder med sikkerhedskrav.