Fredericia

Dykkerklubben Aktiv blæser til kamp mod spøgelsesnet

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Der ligger alt for mange gamle fiskenet i de danske farvande, der forurener havet med mikroplast. Dykkerklubben Aktiv ved Fredericia skal nu være med til at registrere nettene i farvandet ud for Fredericia i et landsdækkende projekt finansieret af Codan Fonden, hvor 1.000 bøjer skal bruges til at markere fiskenettene i havet, så professionelle dykkere kan fjerne dem

Danmarks Tekniske Universitet vurderer, at op mod 50.000 gamle fiskenet (også kaldet spøgelsesnet) og netfragmenter ligger efterladt på havbunden i danske farvande, hvor de indfanger dyr til ingens verdens nytte. Samtidig udgør spøgelsesnettene også en skjult trussel mod havmiljøet, da de udleder mikroplast, oplyses der i en pressemeddelelse.

Dykkerklubben Aktiv ved Fredericia skal med støtte fra Codan Fonden og i samarbejde med Ocean Plastic Forum, Dansk Sportsdykker Forbund og North Nature fjerne spøgelsesnet i farvandet ud for Fredericia.Konkret er der produceret 1.000 specialdesignede bøjer, hvor den sydjyske dykkerklub til sammen får 15 bøjer til at markere steder, hvor der er gamle fiskenet i havet, hvorefter professionelle dykkere kan fjerne dem.

“Vi er nødt til at tage ansvar og rydde op ikke kun lokalt, men i alle danske farvande for spøgelsesnet er en skjult miljøtrussel, da de udleder for mikroplast til gene for havmiljøet og dyrelivet. Derfor er det afgørende, at vi får kortlagt og fjernet dem i farvandet ud for Fredericia,” siger Thomas Alstrup, sekretariatschef i Ocean Plastic Forum, en sammenslutning af over 30 organisationer og virksomheder, der bekæmper plast i havmiljøet.

Codan Fonden har finansieret både bøjer og aktiviteter i projektet og ser det som en naturlig forlængelse af fondens arbejde med forebyggelse.

“Vi vil gerne gøre en konkret forskel i hele Danmark. Med bøjerne giver vi frivillige et enkelt, men effektivt værktøj til at gøre havene renere. Det handler om at beskytte biodiversiteten, mindske mikroplast og sikre et sundere havmiljø,” siger Camilla Amstrup, formand for Codan Fonden.