Dusør til Margarita efter redningsdåd

Dusør til Margarita efter redningsdåd

En årvågen indsats fra en altan i Fredericia endte med en dramatisk redningsaktion i Lillebælt

Margarita tøvede ikke, da hun hørte råb om hjælp, og sprang i det iskolde februarvand for at redde en ældre kvinde. I mandags blev hun hædret af Sydøstjyllands Politi for sin “hurtige og ekstraordinære indsats.”

En kold og grå februardag stod Margarita ude på sin altan og så ud over Lillebælt, da hun pludselig hørte nogle besynderlige lyde. Først troede hun, at det måtte være nogle havmåger, men hurtigt gik det op for hende, at det var råb om hjælp.

Margarita kiggede nu ud over Lillebælt, hvor hun så en person, der lå i vandet og råbte efter hjælp. Margarita løb straks ned på stranden og svømmede ud i det iskolde og strømfyldte vand og reddede en ældre kvinde i land. Margarita holdt kvinden varm med tæpper og sad ved hende og ydede psykisk førstehjælp, indtil det sundhedsfaglige personale kom frem til stedet og overtog behandlingen.

Det er Sydøstjyllands Politis vurdering, at Margarita egenhændigt har reddet kvindens liv ved at trække hende ind på land og derefter holde hendes stærkt nedkølede krop varm med tæpper, indtil ambulancen kom frem.

Derfor modtog Margarita i mandags en dusør som tak for sin hurtige og ekstraordinære indsats.