FREDERICIA

Du skal være hurtig ved tasterne: Royal Run i Fredericia udvides med 1000 startnumre

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Yderligere 1000 startnumre kommer til salg til Royal Run 24′ i Fredericia

Royal Run ’24 har oplevet en hidtil uset interesse i de fem danske værtsbyer, hvilket førte til udsolgte startnumre blot to måneder efter åbningen for tilmeldinger. Nu sættes der på landsplan yderligere 7.500 startnumre sat til salg fra den 31. januar.

I Fredericia bliver der yderligere 1000 startnumre sat til salg.

Royal Run har nemlig sammen med Fredericia Kommune vurderet, at der er plads til 1000 ekstra deltagere i Fredericia, uden at det får betydning for sikkerheden og for den gode oplevelse for både deltagere og publikum, det oplyser Fredericia Kommune i en pressemeddelelse onsdag morgen.

De 1000 startnumre sættes til salg den 31. januar klokken 10.00. Det betyder, at 13.500 deltagere vil stå klar ved startlinjen, når fæstningsbyen Fredericia med de karakteristiske lige gader, det imponerende voldanlæg og det blå Lillebælt som nabo lægger asfalt til en kongelig motionsfest, der også bliver en fest for hele byen.

– Jeg er meget stolt over, at Fredericia skal være vært for dette års helt historiske Royal Run. Derfor er det også meget glædeligt, at endnu flere nu får en helt unik mulighed for at blive en del af Royal Run og dermed opleve vores smukke og historiske by, som ikke kun danner ramme om den kongelige motionsfest, men som også inviterer til en kæmpe folkefest, lyder det fra Fredericias borgmester Steen Wrist (A) i pressemeddelelsen.

Han bakkes op af Peder Tind, der er formand for Fredericia Kommune Kultur- og Idrætsudvalg:

– Det bliver kæmpestort, og vi glæder os til at byde tusindvis af deltagere og publikum velkommen til vores by. Og det er ikke kun deltagerne, der kan glæde sig til at komme en tur rundt i vores historiske by, men også de mange tusinde publikummer får en helt unik oplevelse, når vores gader og byens mange pladser og torve kommer til at summe af byfest den 20. maj, siger Peder Tind (V) i meddelelsen.

  • Det er muligt at løbe eller gå tre distancer – One Mile, 5 km og 10 km
  • De 1000 ekstra startnumre er fordelt over alle tre distancer
  • Royal Run offentliggør ruterne, når vi kommer tættere på løbsdagen
  • Det vides endnu ikke, om det er Hans Majestæt Kongen eller Hendes Majestæt Dronningen, der besøger Fredericia den 20. maj