Du skal måske op med penge af lommen i fremtiden: Brugerbetaling foreslåes i Madsbyparken

Du skal måske op med penge af lommen i fremtiden: Brugerbetaling foreslåes i Madsbyparken

Forslagene er en del af et budgetkatalog for årene 2027 til 2030. De to løsninger kan få stor betydning for parkens fremtidige gæster. Det ene forslag vil helt fjerne parkens dyr, mens det alternative forslag vil indføre betaling for at komme ind.

Det første forslag går ud på at afvikle alle dyrehold i den populære legepark. Hvis modellen vedtages, vil parken fremover udelukkende fungere som et område for leg og fysiske aktiviteter. Besparelsen findes ved at fjerne faste udgifter til foder, dyrlæge, rengøring og pasning af dyrene.

Forvaltningen forventer at spare 1,5 millioner kroner årligt fra 2028. Det vil betyde en reduktion i personalet på halvandet årsværk. De ansatte, der i dag arbejder med dyrepleje, vil enten få nye opgaver, blive omplaceret internt eller afskediget. De tomme dyreanlæg vil desuden kræve en omdannelse eller fuldstændig nedlukning.

Forsøg med digital adgangsbillet

Et andet forslag i kataloget er at indføre brugerbetaling. Planen er i første omgang at oprette en toårig forsøgsordning i perioden 2027 til 2028. Her skal det koste 20 kroner for voksne og 10 kroner for børn at få adgang.

Betalingen skal foregå via en digital selvbetjeningsløsning som MobilePay. Der bliver ikke etableret bemandede billetluger. I stedet skal det nuværende personale holde øje med snyd ved at lave stikprøver. Kommunen regner med at tjene en halv million kroner årligt i denne prøveperiode.

Risiko for færre besøgende

Begge sparetiltag bærer en risiko for parkens fremtidige popularitet. Hvis dyrene forsvinder, mister parken en vigtig del af sin identitet over for børnefamilierne. Samtidig vurderes det, at en ny adgangsbetaling kan skræmme faste gæster væk.

Flere aktiviteter i parken koster allerede penge i dag, herunder ture med minitog og bådture. Derfor vil et besøg samlet set blive dyrere. Der nævnes også en bekymring for, at medarbejderne kan havne i konflikter, når de skal kontrollere gæsternes billetter.

Forslagene er en del af de spareforslag forvaltningen på Fredericia kommune har sendt til politikerne. Det er derfor endnu ikke vedtaget, men peget på som en mulighed i det store sparekatalog.

Kataloget kan læses under dagsordenen til Økonomi- og Erhvervsudvalgets møde på mandag:

Dagsorden til Økonomi- og Erhvervsudvalget mandag d. 31-08-2026

Sparekataloget – Omstillings- og besparelseskatalog – Budget 2027-2030

Det tekniske budget – budgetforslag 2027-2030

Udvidelsesbehov Budget 2027-2030

Budgetlægning 2027-2030

23. april – Byrådet – 1. budgetseminar

26. august – Byrådet – 2. budgetseminar

31. august – Økonomi- og Erhvervsudvalget – 1. behandling af budgetforslag 2027-2030 og foreløbige takster for 2027

1. – 14. september – Budgetforslag i høring – frist 14. september 2026.

7. september – Byrådet – 1. behandling af budgetforslag 2027-2030 og foreløbige takster for 2027

September – Politisk forhandlinger

28. september – Økonomi- og Erhvervsudvalget – 2. behandling af budgetforslag 2027-2030 og endelige takster for 2027

5. oktober – Byrådet – 2. behandling af budgetforslag 2027-2030 og endelige takster for 2027

Kilde: Fredericia Kommune