FREDERICIA

Aprilsnar : DR på opkøb i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Årets aprilsnar fra DanmarkC TV

Radio Mælkebøtten fusionerer med DR

dr-logoSom en del af DR’s nye strategi med at øge dækningen af Udkants-Danmark, fusionerer DR nu med Radio Mælkebøtten.

DR’s udviklingschef, A. F. Vikling forklarer:

  • Vi har længe misrøgtet alt uden for København. Vores Christiansborg redaktion er fx større, end samtlige regionale stationer til sammen. Og det er vi blevet kritiseret for.

Udviklingschefen understreger, at godt nok har områder uden for København måske ikke været dækket nok, men tilføjer, at der jo også sjældent sker noget spændende derude.

Radio Mælkebøttens daglige leder Evald Lauridsen har været én af de helt store kritikere af DR’s dårlige dækning af provinsen. Han har blandt andet henvendt sig til en del folketingspolitikere. Til sidst mundede det ud i adskillige officielle spørgsmål til Kulturminister Marianne Jelved.

Presset DR ændrede strategi

Kritikken fik til sidst DR til at nedsætte en arbejdsgruppe. Her forslog arbejdsgruppen at man enten skulle privatisere hele DR ved et frasalg af både radio og tv-delen, eller også skulle DR simpelthen opkøbe de forskellige radioer der fandtes i provinsen.

I løbet af 2014 blev adskillige radio og tv-stationer enten lukkede, eller opkøbt af DR.

Hos Radio Mælkebøtten var man dog ikke glad for ideen for at skulle sælge det hele til DR. Som Evald Lauridsen fra lokalradioen siger:

  • Nu har vi lavet radio her i Fredericia i 27 år. Vi har et godt tag i lokaljournalistikken. Vi er kendte, og det tilbud de gav os var simpelthen ikke godt nok set med udkantsøjne. Jeg har jo set hvor meget direktører i København tjener i løn.

Svære forhandlinger

DR’s udviklingschef A. F. Vikling bekræfter, at forhandlingerne var svære. Men på den anden side så var DR nødt til at være mere tilstede ude i provinsen.

  • Jeg tror godt at licensbetalerne kan forstå, at vi bliver nødt til at investere i provinsen, og i det her tilfælde Fredericia lokalradio. Herregud, hvor mange penge brugte vi ikke på GrandPrix, spørger DR-chefen retorisk og fortsætter:
  • I den sammenhæng er det småting at vi nu fusionerer med Radio Mælkebøtten.

logombI aftalen indgår der, at Radio Mælkebøttens personale bliver ansat i DR København, mens det er DR’s egne journalister i DR byen der fremover skal dække Fredericia.

DR’s redaktionschef Ib Pisker glæder sig allerede nu til at dække fæstningsbyen.

  • Vi har haft det første redaktionsmøde hvor vi har fundet ud af hvor Fredericia ligger. Det er spændende med en by der ligger så langt væk og i øvrigt ser ud til at være landfast med Tyrkiet. Så vi har straks udnævnt en provins-korrespondent, som skal dække byen. Ideen er, at han faktisk skal besøge byen op til flere gange om året, fortæller DR’s redaktionschef om den drastiske opgradering af provinsjournalistikken.

Dermed ender en epoke med lokalradio i Fredericia. Radioen øverste leder, Evald Lauridsen, vil dog ikke fortælle hvor meget det gyldne håndtryk han har fået, er værd.

  • Ved du hvad, der er så mange der får den slags. Så bare fordi jeg får en lille sjat penge, der måske nok kan ses på finansloven, synes jeg ikke nogen skal være sure over. Men nu har jeg hele mit liv været glad for vin, og nu får jeg endelig råd til mit eget lille vinslot nede i Frankrig.

DanmarkC TV har modtaget lignende købstilbud fra både TV-syd, TV-Bornholm og kanal6 – men tv-stationen har indtil videre afslået et salg. Bestyrelsesformand for DanmarkC TV – Jørn Frank fortæller : “DanmarkC TV har i de seneste to år haft en forrygende succes, og derfor anser jeg og bestyrelsen de lave bud i omegnen 30-50 mio kr. som ufatteligt lave. Vi vil have det samme antal millioner som Radio Mælkebøtten har fået for deres sammenlægning med DR” – siger altså bestyrelsesformand Jørn Frank – fra DanmarkC TV.

Redaktionen kan oplyse, at salget af Radio Mælkebøtten har indbragt Direktøren for radiostationen ikke mindre end 100 mio kr. efter skat, svarende til en overdragelsespris på rundt regnet 166 mio kr.

Danmarks Radio oplyser over for DanmarkC TV, at man samtidig med opkøbet af Radio mælkebøtten i Fredericia, ønsker at brandet “Radio Mælkebøtten” bliver børsnoteret.

Købssummen på de godt 166 mio kr. findes i licensmidlerne for 2016. Med andre ord, så kan licens-yderne se frem til en lille stigning på 25% – svarende til ca. 750 kr om året for en gennemsnits familie.