Politiets døgnrapport

Døgnrapporten er en blanding fra æggekast til opskåret dæk og færdselsuheld

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

I dag er det vicepolitiinspektør Mikkel Ross der fortæller om stort og småt i Fredericia

Æggekast
Søndag kl. 18.36 oplevede en mand, at der blev kaste 3-4 æg mod et vindue i hans villa på Risvænget.
Hvem der gjorde det, og hvad grunden kan være, ved hverken anmelder eller politiet.

Opskåret dæk
Da en 13-årig dreng ville tage sin cykel i Jernbanegade opdagede han, at dækket på baghjulet var skåret op.
Det er anmeldt til politiet mandag kl. 21.56.
Om der ligger en dybere årsag bag, eller det slet og ret er hærværk, står hen i det uvisse.

Færdselsuheld
En skraldebil ramte ved et uheld en elmast ved Landssoldaten ud for bedemanden.
Uheldet skete mandag kl. 07.36.
Der skete kun mindre skade på lygtepælen, og det klares nu mellem den kvindelige chauffør på 49 år, arbejdsgiveren og Fredericia Kommune.

Færdselsuheld
I krydset Oldenborggade og Vendersgade tørnede en bil, ført af en mand på 60 år fra København, ind i en el-cykel. Cyklisten er en lokal mand på 62 år.
Cyklisten blev kørt på skadestuen, men ikke med alvorlige skader, oplyser Mikkel Ross.
De nærmere omstændigheder fremgår ikke af døgnrapporten.

Ordensbekendtgørelsen
To mænd, på henholdsvis 32 og 40 år, tørnede mandag kl. 10.35 sammen i Jobcentrets lokaler i Danmarksstræde.
De råbte ret højt ad hinanden og var truende.
Politiet blev tilkaldt, og efter gennemsyn af videomateriale var vurderingen, at de to mænd var lige “skyldige”, og begge vil få et bødeforlæg for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen.