FREDERICIA

DLG GÅR ALL-IN I FRANKRIG

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

DLG-koncernens vigtige vitamin og mineralforretning fortsætter med at styrke positionen som en af de absolut største aktører på det europæiske marked. Nyeste strategiske tiltag er samarbejdet med den familieejede virksomhed ARC, der har hovedsæde i Bretagne og en omsætning på 75 mio. kr.

“Frankrig er et af de mest interessante markeder for vores vitamin- og mineralforretning. Med det nye joint-venture med ARC er vi nu oppe på fem fabrikker på det franske marked, så vi står stærk inden for hele husdyrområdet inden for vitaminer og mineraler til både svin, kvæg og fjerkræ. Vilofoss France og ARC vil tilsammen blive markedsleder på smågrisefoder og tegner sig for godt 20% af det franske marked for smågrisefoder. Målet er en markedsandel på 25-30% i 2023,” siger koncerndirektør i Vilofoss Jacob Holm.

“ARC foderfabrikken er ideelt beliggende i det nordvestlige Frankrig og er strategisk vigtig for det franske marked. ARC er højt specialiseret inden for smågrisefoder med mere end 25 år erfaring og tilbyder et komplet udvalg af fodringsløsninger til fravænning af grise. Udover smågrisefoder producerer fabrikken også kyllingefoder. Fabrikken med to linjer er fornyelig blevet opgraderet og har ledig produktionskapacitet, så der er mulighed for at erobre yderligere markedsandele,” siger Jacob Holm.

 

 

Franske foderfabrikker
ARC sælger primært til det franske marked, men har også eksport til bl.a. Tyskland, Tjekkiet og Rusland. Samtidig er der klare synergier til DLG-koncernens smågrisefoder, men også de franske aktiviteter i DanHatch, der er et af Europas største og mest effektive rugeri-selskaber.

“Især på specialiseret smågrisefoder giver samarbejdet ny viden og innovative produkter i koncernen, som styrker vores konkurrencekraft. Det vil samtidig styrke og udvide DLG’s PrimeFeed smågrisefodersortiment, som vi i fællesskab kan udbrede til flere lande. En af ARC’s styrker er det faglige niveau og innovation indenfor specialfoder uden brug af antibiotika,” siger Jacob Holm fra Vilofoss.

Vilofoss har opbygget en international gruppe af fjerkræspecialister og samarbejder allerede med DanHatch om salg af fjerkræblandinger. DanHatch købte i 2017-2018 ejerandele i fire franske rugerier. Fjerkræaktiviteter er en central del af DLG’s strategi Leading the Way 2021, og skal ses i sammenhæng med koncernens øvrige fjerkræaktiviteter, herunder Danæg og DanHatch.

Franske kvægmineraler
Vilofoss er med fem vitamin- og mineralfabrikker bredt repræsenteret på det franske marked. Sammen med det førende grovvareselskab på kvægfoder i Frankrig, Agrial, indviede Vilofoss eksempelvis kvægmineralfabrikken Ouestmin ved Rennes i september 2018. Koncerndirektør i Vilofoss Jacob Holm siger:

“Kvægmineralfabrikken er den mest moderne vitamin- og mineralfabrik i Frankrig, og har de sidste mange måneder produceret helt efter planen. Vi oplever stor interesse fra landbrugsvirksomheder i Frankrig om at samarbejde i fællesskab med Agrial. Samarbejdet forløber meget tilfredsstillende, og vi udbygger løbende samarbejdet, hvilket vil være med til at øge vores salg fremadrettet. Vi forventer, at fabrikken på tre år vil stå for hele 20% af kvægmineralproduktionen på det franske marked. Så Frankrig er et af vores vigtige hovedmarkeder i koncernen.”