MEDDELSER

”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical” runder 35.000 billetter i forsalg

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Med godt to måneder til premieren har ”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical” allerede solgt hele 35.000 billetter. Den store efterspørgsel har udløst forlængelse af spilleperioden – både i Operaen og på Fredericia Teater.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at danskerne er vilde med Disney-musicals. Fredericia Teaters opsætning af ”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical”, som har premiere den 17. juli på Operaen, har nu solgt 35.000 billetter, og der er allerede 15 udsolgte forestillinger.

Det udløser en markant forlængelse af spilleperioden. I Operaen kommer der yderligere 12 ekstraforestillinger,  og det er nu ikke muligt at forlænge denne spilleperiode yderligere. På Fredericia Teater forlænges perioden med en uge. Det betyder, at sidste spilledag i Operaen nu er den 17. august, mens sidste spilledag på Fredericia Teater er den 24. september.

Begejstringen er stor hos Fredericia Teaters Teaterchef, Søren Møller:

–          Vi havde håbet på et godt forsalg, efter vi endte med at sælge 110.000 billetter til ”Disneys ALADDIN – The Musical” sidste år. Men man skal aldrig tage noget for givet, og det har vi bestemt heller ikke gjort denne gang. Men sagen er faktisk, at forestillingen sælger endnu hurtigere end ”Disneys ALADDIN– The Musical”. Det er fantastisk at se, at danskerne virkelig har taget konceptet til sig med at se Fredericia Teaters produktioner af Disney-musicals i sommerperioden. Vi går i gang med prøverne lige rundt om hjørnet og glæder os vildt meget til at vise forestillingen for publikum.

Om musicalen
”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical” er oprindeligt produceret af Disney Theatrical Group og er baseret på Disney-tegnefilmen af samme navn fra 1989. Den bygger igen på det klassiske H.C. Andersen-eventyr om havfruen, der længes efter at blive en del af den jordiske verden og opgiver sin smukke stemme for at finde kærligheden på land.

Musikken er komponeret af den mangedobbelte Oscar- og Golden Globe-vinder Alan Menken, som har skabt det musikalske univers til en perlerække af Disneys kendte og elskede filmklassikere – herunder ALADDIN, som i Fredericia Teaters nylige musicalopsætning indtog både provinsen og hovedstaden i en anmelderrost publikumssucces. Samme Alan Menken overværede den sidste opførelse af ”Disneys ALADDIN – The Musical” i Operaen, og dermed blev kimen til det igangværende samarbejde lagt.

Teksterne er skrevet af Howard Ashman (filmudgaven) suppleret af Glenn Slater, og forestillingens manuskript er skrevet af Doug Wright. Til musicalen har Alan Menken og Glenn Slater sammen skrevet 10 nye sange, som supplerer det oprindelige lydspor fra filmen og spænder lige fra Vaudeville-stilen over 20’ernes lyd til 60’er-rock. Blandt de bedst kendte sange fra filmen er “Leve som dem” (“Part of Your World”) sunget af havfruen Ariel – og “Havet er skønt” (“Under the Sea”), hvor det er krabben Sebastian, som forsøger at overbevise den længselsfulde havfrue Ariel om fordelene ved at blive til vands.

Musicalen havde Broadway-premiere den 10. januar 2008 og har efterfølgende været opsat regionalt i USA samt i Rusland, Holland og Japan.

Læs mere på www.lillehavfruemusical.dk.

”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical” har premiere d. 17. juli 2014 på Operaen og flytter derefter til Fredericia Teater, hvor den spiller fra 28. august. Billetter købes på Billetnet, www.billetnet.dk, 7015 6565.