
DF i Fredericia udvider sit kandidathold med 2 nye profiler

Dansk Folkeparti i Fredericia opruster frem mod kommunalvalget med to nye kandidater, Mette Marie de Place og Anja McGregor Danton
Frem mod det kommende kommunalvalg har Dansk Folkeparti i Fredericia netop annonceret en markant udvidelse af deres kandidathold. Partiet byder velkommen til to nye profiler, Mette Marie de Place og Anja McGregor Danton, som skal bidrage med nye kompetencer og perspektiver på byens udvikling. Med de nye navne på listen signalerer partiet en ambition om at favne endnu bredere og styrke indsatsen på centrale velfærdsområder som børns trivsel og ældrepleje, oplyses det i en pressemeddelelse fra partiet.
Mette Marie de Place er uddannet skolelærer og psykoterapeut og har omfattende erfaring inden for både det pædagogiske og psykologiske område. Hun har arbejdet som AKT-lærer med fokus på inklusion af sårbare børn og været tilknyttet ressourcecentre. Derudover har hun drevet egen praksis med speciale i forældre-barn-terapi og coaching. Med sit stærke faglige fundament og sit lokale engagement ønsker hun at bidrage til et mere trygt og inkluderende Fredericia.
Anja McGregor Danton stiller op med en klar vision for et Fredericia, der udvikler sig med værdighed og ansvar. Hun har særligt fokus på ældreområdet, hvor hun vil kæmpe for, at ældre mødes med respekt, omsorg og værdighed. Samtidig vil hun arbejde målrettet for at forebygge og bekæmpe misbrug blandt børn og unge, så alkohol, opioider og narkotika ikke får lov at ødelægge fremtiden for den næste generation.
Formand for Dansk Folkeparti i Fredericia, Sune Nørgaard Jakobsen, glæder sig over at styrke kandidatholdet:
– Vi får med Mette en kandidat, der både har en solid faglig ballast og en stærk lokal forankring. Det er netop den jordnære tilgang, som kendetegner Dansk Folkeparti i Fredericia. Anja bidrager med friske øjne som tilflytter, og hendes engagement i både ældreområdet og unges trivsel er et vigtigt supplement til vores kandidathold.
Dansk Folkepartis borgmesterkandidat, Susanne Eilersen, understreger, at partiet nu stiller med et endnu bredere felt:
– Vi har opbygget et kandidatteam, der favner hele Fredericia – både dem, der er rundet af byen, og dem, der er flyttet hertil og ser byen med nye perspektiver. Jeg er meget glad for, at både Mette Marie og Anja stiller op. De repræsenterer det engagement og den handlekraft, som Dansk Folkeparti står for: at tage fat om problemerne og levere løsninger, der giver tryghed og værdighed for alle borgere.
Kandidatliste for Dansk Folkeparti i Fredericia:
- Susanne Eilersen
- Sune Nørgaard Jakobsen
- Nicolas Christiansen
- Lasse Holmqvist
- Børge Larsen
- Mette Marie de Place
- Anja McGregor Danton