Venstres Peder Tind gør sig klar til at overtage borgmesterposten i Fredericia pr. 1. januar 2026. Men før kæden hænges om halsen, skal julen fejres med familien – en tid der minder ham om både barndommens dufte og de politiske værdier, han tager med sig ind på rådhuset
Selvom kalenderen skriver december, og julefreden burde sænke sig, har det været en hektisk tid for Peder Tind siden valgnatten. At blive valgt som borgmester er en drøm, der er gået i opfyldelse, men det kræver stadig tilvænning.
– Det var en meget stor dag… Jeg har forstået det, men ikke helt forstået det. Fordi det tager noget tid at oversætte, fortæller Peder Tind, der nu tager orlov fra sit job i Vejle Kommune for at hellige sig hvervet fuldt ud.
Barndommens dufte og traditioner
For den kommende borgmester er julen hellig. Den vækker minder om opvæksten på en landejendom på Skærbækvej, hvor traditionerne blev holdt i hævd. Han husker tydeligt øjeblikket, hvor dørene blev slået op juleaften.
– Det var min far, der gik ind og tændte juletræet… Og så kunne vi komme ind og se juletræet stå i sine perfekte settings. Hvor der var gaver og levende lys. Og det, synes jeg, var en rigtig hyggelig tradition, siger han.
Også duften af jul står stærkt i erindringen, præget af bedsteforældrenes bageri i Bjerringbro.
– Duften af bageri, og også, du ved, særligt til jul med klejner og med hele det her duften af vaniljekrænse og småkager og brunkager, mindes han med et smil.

Den sociale liberalisme
Julen er dog mere end blot bagværk og gaver for Peder Tind; det er også en tid til eftertanke om næstekærlighed. Han er vokset op i en familie, hvor man engagerede sig i hjælpearbejde, og den arv tager han med sig ind i sit politiske virke. Han definerer sig selv klart i det politiske spektrum:
– Jeg er socialliberal. Jeg tror på liberalisme, jeg tror på friheden, jeg tror på ansvaret, jeg tror også på den kærlige hånd i ryggen, forklarer han og uddyber vigtigheden af samfundets sikkerhedsnet:
– Vi kan jo alle sammen få brug for hjælp, siger han.
Samarbejde i 2026
Når julepynten pakkes væk, og 2026 begynder, er Peder Tind klar til at trække i arbejdstøjet. Hans største ønske for det kommende år handler om sammenhold i byrådet.
– Jeg tror meget på brede løsninger. Jeg tror meget på, at vi kommer længst, hvis vi gør det sammen, afslutter den kommende borgmester.