Julen 2025 står for døren, og for Karin Rahbek er det en tid, der vækker stærke minder fra barndommen i det midtjyske
Til daglig er hun kendt fra Museumsgården Kringsminde ved Fredericia, hvor hun formidler fortidens landbrugsliv. Hendes egen opvækst på en gård mellem Viborg og Silkeborg i 1960’erne har formet hendes syn på traditioner – en arv, hun i dag giver videre til både museumsgæster og sine egne børnebørn.
Blodpølse og brændt gran
Barndommens jul var præget af selvforsyning og fællesskab. Det var ikke en tid, hvor man blot hentede maden i et supermarked. Børnene var en aktiv del af produktionen, lige fra slagtning til tilberedning.
– Vi var med til alle de juleforberedelser, man kan huske tilbage til, som der nu var på en gård af den størrelse. Vi lavede alt muligt selv, sylte rullepølse og blodpølse, fortæller Karin Rahbek.
Selvom hun som 5-årig blev skånet for at se grisen blive stukket, deltog hun aktivt i arbejdet bagefter med at røre i blodet. Men det er især duftene, der bringer julestemningen tilbage. Moderen havde en helt særlig metode til at få huset til at dufte af jul.
– Min mor, når vi kom tættere på december, så tog hun os alle sammen på ræd og række, og så tog hun en lille grangren og stak ild til. Og så skulle vi rende rundt i hele huset, husker hun.
Kontrasten til nutidens jul er til at tage og føle på. Hvor nutidens børn ofte har elektronik på ønskesedlen, var Karins største julegave et par røde træsko, som hun var så glad for, at hun sov med dem om natten.
Det er netop disse jordnære værdier, hun forsøger at videregive i sit arbejde. Hun oplever ofte, at moderne børn har mistet forbindelsen til, hvor maden kommer fra. Mange tror, at risengrød skal smage parfumeret som den færdigkøbte, indtil de smager den ægte vare lavet på sødmælk på museumsgården.
– Jeg kan sige, at de traditioner, jeg har taget med mig fra min familie, dem har jeg prøvet at give videre til mine børn, forklarer hun.
Julefreden trækker folk til Kringsminde
Behovet for de gamle traditioner er tydeligt. Ved årets julearrangement på gården mødte omkring 1.500 gæster op. Ifølge Karin Rahbek søger folk væk fra den travle hverdag for at finde noget autentisk.
– Det drager folk, og det er den ro, tænker jeg, siger hun om den store interesse. Det handler om at standse op, lytte til historierne og mærke en tid, hvor tingene fik lov at tage den tid, de skulle.