Efter et overvældende personligt valgresultat ser byrådspolitiker Cecilie Roed Schultz frem til en juleferie med fokus på ro, vegetarisk mad og nærvær med familien
For Cecilie Roed Schultz slutter 2025 på toppen. Ved det nyligt overståede kommunalvalg i Fredericia sikrede hun sig ikke blot genvalg, men fik også næstflest personlige stemmer i hele kommunen. Samtidig lykkedes det Enhedslisten at fordoble deres mandater, hvilket betyder, at hun nu får selskab af partikollegaen Carsten i byrådssalen.
– Det var alt det, jeg havde håbet på, og mere til, fortæller Cecilie Roed Schultz om valgresultatet.
Udvidelsen af byrådsgruppen har stor betydning for det kommende år, da arbejdsbyrden nu kan fordeles. Hvor hun før dækkede fem udvalg alene, kan hun nu nøjes med tre. Det giver mere overskud – også på hjemmefronten, hvor julen står for døren.
Fra kirkekor til lysfest
Selvom Cecilie som barn sang i kirkekor og tilbragte mange timer i kirken juleaftensdag, har hendes forhold til højtiden ændret sig. I dag definerer hun sig som ateist, og familiens fejring bærer præg af en humanistisk tilgang snarere end en religiøs.
– Nu vender året igen. Lyset kommer tilbage. Det er også en eller anden forbindelse med naturen, som gav mere mening for mig, forklarer hun.
Barndommens minder om kreative marcipanlandskaber og sang lever dog videre, men i dag er det især datteren, der fylder år den 23. december, som er drivkraften bag julepyntningen i hjemmet.

Roen er det vigtigste
Årets juleaften bliver fejret hjemme i vante rammer med mand, to teenagebørn og bedsteforældre. Beslutningen om at holde julen intim og hjemme er truffet helt bevidst for at skabe de bedste rammer for børnene.
– Begge mine børn har autisme. Og jeg tror, vi forældre vil også gerne have, julen også er lidt noget med ro, siger Cecilie Roed Schultz og uddyber, at familien har valgt det store “juleræs” fra for at prioritere tid sammen.
Når familien sætter sig til bords den 24. december, bliver det til en kødfri middag.
Menuen står på vegetariske alternativer som mock duck, serveret med klassisk tilbehør som brun sovs og kartofler, så ingen føler sig udenfor. Aftenens højdepunkt er dog hverken maden eller de dyre gaver, men derimod en fast tradition: En hjemmelavet fotobog, der samler årets minder.
– Det er næsten min vigtigste gave tradition, slutter Cecilie Roed Schultz, inden hun går på en velfortjent juleferie ovenpå en travl valgkamp.
Se hele afsnittet af “Det her, dét er jul for mig” øverst i artiklen.