112
Der søges også fredag efter savnet mand i og ved Lillebælt
Eftersøgning blev kort før kl. 21 torsdag aften indstillet, men genoptages fredag
Den helt store eftersøgning blev i går iværksat, da Sydøstjyllands Politi fik melding kl. 10.12 om, at en mand havde forladt sit hjem i meget deprimeret tilstand.
Politiet søgte med hunde, droner og patruljer, og Hjemmeværnet blev også indsat. Efter nogle timer blev det bekræftet af både et vidne og videooptagelser, at en person var sprunget ud over Den Gamle Lillebæltsbro. Derfor blev der sat massivt ind for at finde manden.
Eftersøgningen på Lillebælt gav desværre ikke noget resultat i aftes. Politiet begrunder indstillingen af eftersøgningen med, at ingen vil have en overlevelseschance så længe i det kolde vand.
DMI oplyser her til morgen at temperaturen i Lillebælt ligger på 7,3 grader.