Læserdebat af: Kirsten Hassing, næstformand Senior og Socialudvalget og kandidat til Regionsrådsvalget 2025 for Det Konservative Folkeparti
Sundhedspersonale er presset til det yderste både i region og kommune, personale der løber alt for stærkt og borgere, der venter alt for længe på behandling samtidig med, at stigningen i antallet af psykiske sygdomme og diagnoser er alarmerende. Det er virkeligheden i Danmark i dag – og det er en virkelighed, vi ikke længere kan lukke øjnene for. Derfor bør vi ændre kurs og investere meget mere i forebyggelse.
Når efterspørgslen efter hjælp og behovet for behandling er større end systemet (der i forvejen mangler ressourcer) kan håndtere, så er det tid til at bremse op. Vi kan ganske enkelt ikke bare hovedkulds fortsætte med at gøre det samme, uden at vi prioriterer forebyggelsen højere.
Vi har brug for at kigge på hele fødekæden i og omkring sundhedssystemet, så vi kan forebygge, at så mange mennesker havner i lange ventetider til behandling, og hvor deres situation kan forværres markant i den tid, de venter. Det kan vi ikke være bekendt. Men vi kan heller ikke være tjent med bare at fortsætte med at presse systemet yderligere uden at have en målrettet plan for forebyggelse.
For mig er forebyggelse en central del af velfærdssamfundet. Sundhed og forebyggelse bør derfor også tænkes ind i mange flere områder.
Og vi skal starte lokalt med en målrettet forebyggelsesplan. Derfor vil Det Konservative Folkeparti arbejde for, at vi får en forebyggelsesplan i Fredericia. En plan, der omfatter alle fagområder, så vi f.eks. indenfor børn og ungeområdet styrker den tidlige indsats allerede i daginstitutioner og i sundhedsplejen og at vi sørger for tidligere indsatser for borgere med sociale og psykiske udfordringer.
På ældreområdet har vi i mange år arbejdet for at styrke den generelle forebyggende indsats overfor ældre borgere i Fredericia i godt samarbejde med civilsamfundet. De tanker og erfaringer kan vi udbrede endnu mere til andre områder i tæt samarbejde mellem kommune, region og relevante aktører.
For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at vi får et langt større fokus på den generelle forebyggelse, så vi kan mindske antallet af indlæggelser, reducerer presset på psykiatrien og udredning til diagnoser, og i stedet styrker den mentale sundhed hos borgerne og giver personalet i sundhedsvæsenet tid til den kerneopgave de er ansat til.
Forebyggelse er en nødvendig investering for at sikre mere livskvalitet for borgerne og et værdifuldt sundhedsvæsen i fremtiden for både borgere og personale. Vi har ikke råd til at lade være.