Den største fest i 30 år: Padlock Chain fejrer perlebryllup

Den største fest i 30 år: Padlock Chain fejrer perlebryllup

De uofficielle jyske mestre i genren skrammelrock, Padlock Chain, gør klar til deres største satsning nogensinde. Når bandet næste år runder et skarpt hjørne, bliver det markeret med en storstilet fest i Eksercerhuset.

Padlock Chain markerer næste år sit 30-års jubilæum med en stor koncert i Eksercerhuset lørdag den 22. august. Skrammelrock-bandet lover minus-entré, VIP-forfest og en fest som aldrig før i Eksercerhuset.

Forsanger Peter Friis Autzen lægger ikke skjul på, at jubilæet betyder noget særligt:
“30 år, sgu! Det bliver man formentlig kun én gang i livet. Det skal fejres. Vi inviterer til vores største fest nogensinde.”

Bandet tager traditionen fra deres årlige Tøjhus-koncerter med sig: Entréen er stadig minus fem kroner, og alle får en femmer i døren.

Padlock Chain på Tøjhuset. Foto: Ole Sejrup

Perlebryllup og perleplader

Når et “ægteskab” har holdt i 30 år, kaldes det et perlebryllup. Det inspirerer også festen.

“Hvis nogen af gæsterne har lyst til at lave en Padlock Chain-perleplade til os, er de mere end velkomne. Den slags kan vi jo bruge som udsmykning – både i Eksercerhuset og i øvelokalet,” siger guitarist Lars Dreymann.

Traditionen med minus-entré fortsætter – selvom det kan blive en dyr omgang i byens store spillested.

“Men nu har vi samlet flasker i flere år for at spare op, så nu skal det hele fyres af. Vi har kun råd til at gøre det her én gang – så alle der vil med, skal holde sig til,” siger Lars Dreymann.

Billetsalg og flere detaljer
Billetsalget til VIP-forfesten starter mandag den 1. december klokken 10 via Tøjhusets hjemmeside www.tojhuset.dk.
Padlock Chain vil løbende afsløre og antyde flere detaljer på bandets Facebook- og Instagram-profiler.

VIP-forfest i gårdområdet

Tre timer inden koncerten starter klokken 20, inviteres der til VIP-forfest i et lukket gårdområde ved Eksercerhuset.
En billet til forfesten koster 185 kroner og giver adgang til en særlig Padlock Chain-menu, levende underholdning og musik – indtil VIP-gæsterne lukkes ind i salen, og den øvrige kø afvikles. Deltagerne ved forfesten er dermed garanteret en plads i koncertsalen, uanset hvor lang gratis-køen måtte blive.

Det er første gang, Eksercerhuset lægger rammer til sådan et arrangement, og nerverne banker en smule.

“Alle, der inviterer tusind gæster til deres perlebryllup, kan vel mærke lidt nerver. Er sølvtøjet pudset? Har vi fået trykket alle bumserne? Kommer hende den lille søde i den røde kjole? Har vi fået svigermor afsat til anden side? Den slags. Nej, det sidste behøver du altså ikke at citere mig for…, siger Peter Friis Autzen.

Forsanger Peter Friis Autzen på Tøjhuset i november 2021. Foto: Ole Sejrup