FREDERICIA

DEN HISTORISKE MINIBY KLAR TIL NY SÆSON

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Forårets bliver budt velkommen med bl.a. et nyt indgangsparti i Den Historiske Miniby

 På søndag den 25. marts kl. 10 slår Den Historiske Miniby dørene op til en ny sæson. Sidste år åbnede minibyen også tidligere end normalt med stor succes, så den succes håber minibyen at gentage i år.

Den officielle åbning kommer næstformanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Christian Jørgensen, til at stå for sammen med formanden for Danske Seniorer Fredericia, Tove Bertelsen.

6 Juli Garden sørger for den musikalske underholdning, og der er gratis entre til minibyen fra kl. 11 – 13 i dagens anledning.

Nyt indgangsparti

En meget synlig forandring ser man straks ved indgangen til minibyen. Der er i vinterens løb blevet lavet et nyt indgangsparti, som også indeholder en lille butik med salg af souvenirs, bøger, is, vand og kaffe/varm kakao.

Seniorbyggerne på Prangervej og personalet i minibyen, som også omfatter mange brugere fra Pro Aktiv, har igennem vinteren brugt rigtig mange timer på at renovere mange af de historiske huse, som i disse dage er ved at blive sat tilbage på plads.

Åbningstider påske, april og maj

Efter den officielle åbning af minibyen på søndag er Den Historiske Miniby åben fra kl. 10 – 18 i påsken. Derefter har minibyen åben alle hverdage fra kl. 10 – 14 fra den 3. april til den 31. maj og i weekenderne til kl. 18. I sommermånederne, juni, juli og august er der åbent fra kl. 10 – 18 hver dag. I september og oktober kan man besøge minibyen mellem kl. 10 – 14 på hverdage og til kl. 18 i weekender. I skolernes efterårsferie er der åben alle dage mellem kl. 10 – 16.

Seniorguiderne er som sædvanlig til stede i minibyens åbningstid, og de fortæller gerne mere om de mange huse. De har altid nogle gode og sandfærdige historier at fortælle om husenes historie og nogle af deres beboere fra dengang i 1848.

Fakta om Den Historiske Miniby

  • Minibyen er bygget i målestokforhold 1:10 af ægte tegl og sten, efter byplanen og tegninger for husene i 1849.
  • Den Historiske Miniby blev grundlagt i 1983 og ejes af Fredericia Kommune. Minibyen er en del af Madsbyparkens samledes organisation i fællesskab med Fredericia Idrætscenter og Madsby Legepark.
  • Frivillige seniorer fra Pensionisternes Samvirke Fredericia, bygger og vedligeholder husene i samarbejde med det faste personale og Proaktiv. Seniorerne har også guidningen i minibyens åbningstid.
  • Der var i 2017 ca. 8500 besøgende i Den Historiske Miniby.