Læserdebat af: Jens Jørn Pedersen, Sanddal, Fredericia
Folkestyret i Danmark bygger på forholdsvis åben kommunikation mellem borgere, politikere og offentlige instanser. I Grundlovens § 77 udtrykkes det således:
”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
Desuden er magten delt op i 3 dele, der skal være uafhængige af hinanden og er den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Når disse tre magtfaktorer skal være uafhængige af hinanden, så skyldes det, at menneskene, der får magt, har en korrumperingstendens. Denne korrumperingstendens består på trods af opdelingen, hvorfor den fjerde magtfaktor i form gennemlysning eller presse er vigtig, på trods af, at den ligeledes forventes at være uvildig og objektiv i beskrivelsen og fremstillingen af det, der foregår.
Derfor har pressen flere beføjelser, som vi almindelig dødelige ikke har. Pressen har mulighed for at få indsigt i den offentlige administration for detaljeret at kunne analysere, gennemlyse og beskrive, hvad der foregår.
Denne objektivitet gælder også for lokalpressen bortset fra eksempelvis avisens ledere, hvor det enkelte presseorgan kan fremsætte egne holdninger. Desværre ses ofte problemer med at holde objektivitetsstien ren.
For at tilgodese § 77 har presseafdelinger og lokalaviser mulighed for, at lade almindelig dødelige borgere komme til orde i skrift eller tale. Her kan der desværre opstå objektivitetsproblemer eller kvalitetsvanskeligheder, når redaktionen skal vælge mellem borgerindlæg til offentliggørelse. Er det etiske eller politiske valg der træffes? Jo mere lokalt, jo vanskeligere kan valget være.
Enhver avis eller presse med respekt for sig selv og måske statsstøttemodtagelse forventes at give plads til almindelige borgeres holdninger og udsagn netop i relation til § 77.
Et læserbrev eller kronik forventes til gengæld at have et alment formål og ikke personfnidder. Enhver fornuftig kommunalbestyrelse eller lokaladministration vil være interesseret i informative og debatterende indlæg, der kan give oplysninger og speciel information, som ikke kommer frem på anden vis. Det gælder også kritiske elementer, der måske går imod almindelige holdninger i lokalområdet, og måske netop dem.
Hermed opfordring til deltagelse i den løbende politiske markering og holdningsdebat.