FREDERICIA

Demensfællesskabet Lillebælt slår dørene op

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Det første af to rådgivnings- og aktivitetscentre for mennesker med demens og deres pårørende er klar til at tage imod

 

Demensfællesskabet Lillebælt er et nyt rådgivnings- og aktivitetscenter for mennesker med demens og deres pårørende med lokalafdelinger i både Fredericia og Kolding. Centret blev en realitet, da Fredericia og Kolding Kommuner sidste efterår fik 2.529.000 kr. fra Sundhedsstyrelsen til et rådgivnings- og aktivitetscenter for mennesker med demenssygdomme og deres pårørende. Nu er centret klar til at slå dørene op på sundhedshuset i Fredericia.

”Jeg er glad for, at vi nu kan slå dørene op til et rådgivnings- og aktivitetscenter for demensramte og deres pårørende. Det er et stærkt initiativ, og det styrker vores vision om et demensvenligt Fredericia. Det har fra starten været vores hensigt at skabe et demensvenligt sundhedshus, og rådgivnings- og aktivitetscentret er et meget vigtigt skridt på vejen”, siger formanden for Senior- og Handicapudvalget, Susanne Bjerregaard Mørck.

Centret tilbyder åben, anonym rådgivning, netværk med ligesindede og andre aktiviteter. I centret er man velkommen, hvis man er pårørende, ven, nabo eller har en demenssygdom.

Til at stå i spidsen for det nye rådgivnings- og aktivitetscenter i Fredericia og Kolding, har kommunerne ansat Gry Mortensen som projektleder for Demensfælleskabet Lillebælt.

Gry Mortensen skal stå i spidsen for udviklingen af det fælles rådgivnings- og aktivitetscenter for borgere og pårørende med demens tæt inde på livet. Demensfællesskabet er tænkt som et center, hvor fagpersoner, frivillige, kommune, foreninger, pårørende og de demensramte selv mødes og arbejder sammen om den gode sag. Der skal bl.a. uddannes frivillige rådgivere henover sensommeren/efteråret til at hjælpe med samtaler, ligesom kommunens demenskonsulenter vil være tilstede i den åbne rådgivning.

”Den politiske styregruppe for sundhedshuset har besluttet, at Fredericia Sundhedshus skal være demensvenligt, og ansættelsen af Gry er et meget stort og konkret skridt i den retning”, siger formanden for Sundhedsudvalget, Susanne Eilersen.

Lederen af Frivilligcenter Fredericia Louis Lindholm, der repræsenterer tæt på 90 forskellige frivillige sociale foreninger og grupper i Fredericia, har været en del af styregruppen fra starten og ser med stor glæde frem til åbningen og ibrugtagningen af et nye center.

”Frivilligcenteret får en daglig rolle i samarbejdet med ledelsen af centeret, og vi er godt i gang med at finde frivillige, der skal klædes på til opgaven som frivillige rådgivere”, fortæller Louis Lindholm.

Den officielle åbning af rådgivnings- og aktivitetscenteret sker tirsdag den 26. juni kl.14 – 16. Her er alle velkomne til at komme og få et kig ind i det nye center. Der bliver også stande med information om demens, og ”Pølsebrødet” serverer pølser til de fremmødte.

Fra kl. 16 – 18 vil centret være åben for anonym rådgivning ved demenskonsulenterne.

 

Fakta om Demensfællesskabet Lillebælt

Gry Mortensen er projektleder og er leder af centret i både Kolding og Fredericia.

Demensfællesskabet Lillebælt er et partnerskab mellem Fredericia og Kolding Kommune. Derudover har de to kommuner en lang række interessetilkendegivelser fra: Middelfart Kommune, Region Syddanmark, Psykiatrien på Sygehus Lillebælt, geronto-psykiatrisk team, Center for kommunikation og velfærdsteknologi, Syddansk Universitet, UCL, SOSU-skolerne, Kolding Designskole, Alzheimerforeningen, Frivilligcenteret Fredericia, Ældre Sagen, Skt. Georggilderne, Fredericia Idrætshøjskole, Røde Kors og Rema 1000

I styregruppen for centret sidde for Kolding Kommune: Annette Lund, Senior- og Sundhedschef, Tina Andersen, Chef for Hjemmehjælp, Uddannelse og Demensområdet og Signe Stoldt Spange, Udviklingskonsulent, og for Fredericia Kommune: Mona Nederby Larsen, Pleje og omsorgschef, Ea Seeger Hanmann, Centerleder & leder af demenskonsulenter og Louis Lindholm, leder af Frivilligcentret Fredericia.