SAMFUND

DE UNGE SKAL VIDE MERE OM ARBEJDSLIVET

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

Arbejdslivet i fokus:

Elever i udskoling skal have mere indsigt i arbejdslivet

Uddannelsesudvalget har godkendt en plan, der skal styrke uddannelsesvejledningen af kommunens unge.  

De unge i Fredericia kan fra dette skoleår se frem til en styrket uddannelsesvejledning. Målet er, at alle elever i udskolingen skal have indsigt i livet på arbejdsmarkedet, at endnu flere gennemfører den ungdomsuddannelse, de har valgt, og at forældrene i højere grad bliver inddraget i arbejdet med at vejlede de unge om deres muligheder.

”Vi anerkender, at det er en kæmpe mundfuld for rigtig mange unge, at de tidligt skal træffe beslutninger om deres fremtid. Så det vil vi gerne hjælpe dem med. Fredericia har allerede i dag et rigtig godt vejledningstilbud til de unge, der skal til at vælge en ungdomsuddannelse. Men vi har stadig udfordringer med den del, som fortryder deres valg og vælger om undervejs. De skal have bedre vilkår for at vælge rigtigt i første hug, og derfor søsætter vi nogle nye initiativer, der skal hjælpe det på vej, ” siger formand for Uddannelsesudvalget Pernelle Jensen.

I budget 2019 besluttede Fredericia Byråd at styrke uddannelsesvejledning af de unge med supplerende 750.000 kr. Pengene skulle gå til investering af nye metoder i uddannelsesvejledningen, så flere unge vælger den rigtige ungdomsuddannelse i første forsøg. Det er de midler, som Uddannelsesudvalget nu, med input fra ungdomsuddannelserne selv, har planlagt udmøntningen af.

Øget samarbejde med det lokale erhvervsliv

Et af de nye initiativer går på at udvikle et systematisk erhvervspraktikkoncept, hvor de unge kommer ud på konkrete arbejdspladser.

”Vi tror på, at én af vejene til at vejlede de unge i rigtig retning er, at de i højere grad får et mere præcist billede af, hvilke typer job der findes derude. Derfor vil vi i højere grad introducere dem til erhvervslivet allerede i udskolingen. Ved at introducere de unge for erhvervslivet tidligt, vil de få konkrete eksempler på, hvad de forskellige uddannelser rent faktisk kan føre til. Det vil give dem bedre forudsætninger for at træffe det rigtige valg af ungdomsuddannelse ”, siger næstformand for Uddannelsesudvalget Inger Nielsen.

Det er planen, at erhvervspraktikken skal kombineres med læringsforløb på tværs af skoler, ungdomsuddannelser og virksomheder. Derudover ønsker udvalget i højere grad at involvere de unges forældre:

”Forældrene er en særlig vigtig samarbejdspartner i vejledningen til de unge. Det vil vi rigtig gerne styrke. Derfor lægger vi op til at klæde forældrene endnu bedre på, så de kan skelne uddannelsessystemets krav, regler og muligheder. Det vil vi gøre for, at de i endnu højere grad kan fungere som sparringspartner for deres børn”, siger formand for Uddannelsesudvalget Pernelle Jensen.