Kort Nyt

Danish Agro bliver en del af spændende biogas-projekt i Trekantsområdet

Et nyt landmandsejet biogasanlæg er på vej i det sydlige Trekantsområde, og Danish Agro træder nu ind i styregruppen i selskabet 3KNT-Bioenergi, der i forvejen har deltagelse af Leverandørforeningen 3KNT-Bioenergi AMBA og Linkogas AMBA.

”Biogas kan skabe værdi for både landmænd og den grønne omstilling, og det passer dermed perfekt ind i Danish Agros strategi. Derfor er vi glade for, at vi er blevet inviteret til at være en del af projektet,” siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.

Også hos den eksisterende styregruppe er der glæde over Danish Agros indtræden.

”Det har været vigtigt for os, at anlægget er 100 pct. ejet af landmænd, og derfor er andelsejede Danish Agro en stærk partner. Det giver projektet yderligere medvind,” siger Thomas Johansen, formand for styregruppe i selskabet 3KNT-Bioenergi.

Han bliver bakket op af Aksel Buchholt, der er formand for Linkogas, som i en årrække har drevet et 100 procent landmandsejet biogasanlæg vest for Rødding.

”Med vores store erfaring med drift af et landmandsejet biogasanlæg gennem mere end 30 år, er vi sikre på, at denne konstellation vil være fordelagtig, da det er vigtigt, at værdierne fra biogasproduktion bliver i landbruget,” siger Aksel Buchholt.

Biogasanlægget skal, hvis de nødvendige godkendelser kommer i hus, bygges mellem Vejen og Kolding ved motorvej E20 afkørsel 66, nord for Lunderskov.

Torsdag i denne uge bliver der afholdt informationsmøde hos KHL i Kolding for potentielt kommende leverandører. Sideløbende arbejder Vejen Kommune med myndighedstilladelserne, hvor der i den kommende periode forventes at blive afholdt borgermøde.