
Crossbridge Energy renser og vedligeholder – så flammen fra flaren kan være større i en periode

Crossbridge Energy iværksætter rense- og vedligeholdelsesstop, hvilket medfører synlige ændringer.
Fra d. 13. marts vil det formentligt se lidt anderledes ud, når man kigger ind mod Crossbridge Energy raffinaderiet i Fredericia, for da påbegyndes nedkørsel til et rense- og vedligeholdelsesstop. Flammen på flaren vil nemlig være større og mere synlig.
Det skriver Raffinaderiet i en pressemeddelelse.
Dette sker i forbindelse med nedkørsel og klargøring af de anlæg, der skal renses og vedligeholdes. Anlæg og rør skal tømmes for produkter samt køles ned, før dette kan ske.
Til at hjælpe med arbejdet vil der komme ca. 120 eksterne underleverandører med kapacitet og kompetencer indenfor netop rensning og vedligehold af et komplekst procesanlæg.
Når anlæggene køres ned for rensning og vedligehold, så kan der opstå lugt, men dette vil Crossbridge Energy forsøge at imødegå på måden, anlæggene driftes.
Det er ikke hele raffinaderiets procesanlæg, som vil blive lukket ned, og derfor vil man også i hele renseperioden kunne se flaren være tændt.