Kort Nyt

Broadway- og West End-hittet COME FROM AWAY kommer til Danmark

Den eftertragtede musicalsucces får danmarkspremiere på Fredericia Musicalteater den 21. oktober 2022.

Fredericia Musicalteater har sikret sig en særdeles flot fjer i hatten! I dag kan teatret fortælle, at det er lykkedes at sikre rettighederne til danmarkspremieren på musicalhittet COME FROM AWAY, som kører for fulde huse på både Broadway i New York og West End i London.

COME FROM AWAY er en gribende og livsbekræftende prisbelønnet ny musical, der fortæller den utrolige, men virkelige historie om 7.000 flypassagerer fra hele verden, der måtte nødlande og indkvarteres i en lille by på en klippeø ud for Canadas kyst den 11. september 2001 efter World Trade Center blev ramt af to fly. Opsætningen får danmarkspremiere på Fredericia Musicalteater den 21. oktober, og der kan købes billetter fra i dag.

Kunstnerisk leder for Fredericia Musicalteater, Ferry Hogeboom, udtaler:

Efter to år med en verdensomspændende pandemi har vi alle brug for lys og håb. Der findes netop nu næppe en mere hjertevarm og livsbekræftende musical fuld af håb og troen på mennesker end COME FROM AWAY. Både forhistorien bag musicalens tilblivelse og selve værket er så rørende og vigtig, at alle bør se den. Vi er meget stolte over, at vi bliver det første teater i Danmark, der får lov til at producere denne vidunderlige musical, og jeg tror og håber, at danskere fra nær og fjern vil lægge vejen forbi Fredericia og se den til efteråret.    

Forestillingen får premiere fredag den 21. oktober 2022.