Claus tager kampen op mod PTSD på havet

Claus tager kampen op mod PTSD på havet

Efter 19 år i politiet endte drømmejobbet brat for Claus Fey. En række voldsomme hændelser udløste en svær PTSD-diagnose, men nu har den tidligere betjent fundet en ny mission. Sammen med tre kammerater vil han ro 4.800 kilometer over Atlanterhavet for at genvinde kontrollen over sit liv.

Det, der startede som en drengedrøm og en praktikplads i Fredericia, endte som et mareridt for den erfarne betjent. Claus Fey arbejdede i mange år med organiseret kriminalitet som observatør – ”fluen på væggen” i miljøer præget af våben, narko og bandekonflikter.

Men det var en ophobning af voldsomme hændelser, startende omkring 2010, der langsomt nedbrød ham. Dødsfald i trafikken, nødværge med skudafgivelse og overfald fra hooligans satte dybe spor.

Følelseskold og isoleret

Traumerne ændrede hans personlighed. Han blev følelseskold over for sin familie og mistede evnen til at vise empati, selv når hans kone græd. Arbejdet blev en flugt, hvor han følte sig mere hjemme blandt kriminelle, end i trygge rammer.

– Jeg var mere tryg ved at komme på arbejde, og være i den danske underverden, end jeg var i, at være i den normale hverdag derhjemme, fortæller Claus Fey.

Vendepunktet kom, da en leder tog en svær beslutning og tvangssygemeldte ham.

Claus forlod politigården i tårer, strippet for sin identitet og med følelsen af at være ”en våd gammel hund”, ingen kunne bruge.

Naturen som medicin

I stedet for at lade sig slå ud, har Claus valgt at kæmpe. Den 12. december 2026 stævner han ud sammen med tre kammerater for at ro over Atlanten i projektet “Row for Police Veterans“.

Projektet handler ikke kun om fysisk styrke, men om at bruge naturen til at hele. På havet bliver man tvunget til at være i nuet, og de voldsomme sanseindtryk hjælper med at kontrollere stress.

For Claus handler turen om at genfinde sig selv og undgå den isolation, der ofte rammer sygemeldte betjente. Han vil vise, at en diagnose ikke er endestationen.

– Jeg har stadigvæk en kriger i mig. Det kan godt være, at han er en sovende kriger, men han skal vækkes tilbage til livet, lyder det fra eks-betjenten.

Hør Claus Feys historie om fyringen fra politiet, PTSD-Diagnosen og vejen tilbage til livet øverst i artiklen.

Udvalgsformand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, Peder Tind sammen med de 4 besætningsmedlemmer kort inden afgang på “Tour de Vestfyn”. Foto: DanmarkC TV

De har øvet sig længe på de små 5000 km over Atlanterhavet

En lørdag morgen i september var der aktivitet ved Fredericia Sejlklub. Et hold på fire beslutsomme mænd stævnede ud i en specialbygget båd med kurs mod en fysisk krævende udfordring. Forude ventede en rejse på 115 kilometer rundt om Vestfyn, men turen, der gik under navnet ‘Tour de Vestfyn‘, er blot en opvarmning. Det egentlige mål ligger ude i fremtiden og tusindvis af kilometer væk.

Holdet er en del af projektet Thin Blue Line – Row for Police Veterans, og deres mission er at sætte fokus på de svære vilkår, som danske politiveteraner med PTSD og deres pårørende lever under.

Inden afgang var Peder Tind, udvalgsformand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune, og holdets ven, mødt op for at ønske besætningen god vind på rejsen.

Fra Fredericia Sejlklub på en septemberdag, satte et hold på fire mænd i gang med en 115 kilometer lang rotur rundt om Vestfyn endda sammen med en helt særlig gæst. Turen var dog blot en opvarmning til en langt større udfordring: at krydse Atlanterhavet i samme båd. Video: DanmarkC TV

Hvordan dælan får man idéen om at sejle 5000 KM over Atlanten med håndkraft, og hvorfor gør de det? Det kan du blive en smule klogere på i dette indslag fra Januar 2025. Video: DanmarkC TV