FREDERICIA

Cirkus Trapez i Madsby Legepark

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Nu starter cirkussæsonen 2014 i Madsby Legepark

I den sidste uges tid har der været hektisk aktivitet i Madsbyparken, hvor Cirkus Trapez, en afdeling af Cirkus Dannebrog, har slået teltet op på den runde p-plads ved Madsbyvej. Cirkusdyrene har de parkeret i baghaven, hvor man bl.a. kan finde kameler og cirkuskøer, og elefanten Ramboline har også været på et kort visit.

Første forestilling er allerede på søndag den 22. juni kl. 16.00, hvorefter man kan komme i cirkus alle dage til og med søndag den 3. august på samme tidspunkt.

”Vi glæder os til at byde Cirkus Trapez velkommen til Legeparken, og vi håber, at de vil få seks rigtig gode uger med mange gæster, der vil opleve en forestilling, som varer ca. 50 minutter”, siger Kim Ekstrøm, souschef i Madsby Legepark.

Billetter og priser 

”Cirkus Trapez håber på et stort publikum, og derfor kan man som noget helt ekstraordinært komme i cirkus og opleve en forestilling for 50 kroner per person den 22. og 23. juni. Ellers koster en forestilling 60 kroner for børn og 75 kroner for voksne”, siger Kim Ekstrøm.

Du kan bestille billetter på tlf. 25 14 72 18 alle dage mellem kl. 12-16. Køb dem også ved indgangen til cirkusset eller ved minigolfbanen i Madsby Legepark.

Kom også til Aktivitetsdag den 22. juni

Søndag den 22. juni er der også Aktivitetsdag i Madsby Legepark. Mellem kl. 10-15 kan man prøve MadsbyToget, minigolfbanen, Waterballs og tage en sejltur i bådene eller få en trækketur på et af cirkusdyrene lige så mange gange man har lyst til, hvis man har købt et aktivitetsbånd, som koster 50 kroner. Båndet kan købes i legeparkens Information på selve dagen fra kl. 9.30-14.

Efter kl. 15 kan man prøve de enkelte aktiviteter til normalpris.

Legeparkens Venner står også for en række sjove aktiviteter ved mooncarbanen, hvor det er muligt at prøve en masse sjove lege fra bedstefars tid.

”Vi håber at se rigtig mange gæster til flere timers hygge og aktivitet hele dagen i legeparken”, afslutter Kim Ekstrøm.

Cirkus Trapez