FREDERICIA

Cirkelbro koncerter: Kendte optræder i vandkanten

Af Theis Søndergaard - ths@danmarkc.tv

Nu er programmet for Cirkelbro-koncerterne i 2025 lagt fast

Der venter igen musikalske sommeraftener i unikke omgivelser, når de populære Cirkelbrokoncerter vender tilbage til Østerstrand i Fredericia. I flere år har koncerterne samlet tusindvis af fredericianere og besøgende, og i år bliver ingen undtagelse.

Med Østerstrands ikoniske cirkelbro som scenisk midtpunkt præsenteres tre stærke danske navne til gratis open air-koncerter direkte i vandkanten.

Tre torsdage med musik og sommerstemning
Årets program byder på en bred musikalsk palet – fra poetisk indiepop til reggae og soul:

  • 14. august – Katinka: Det anmelderroste band leverer følsomme og vedkommende tekster i en nordisk lyd, som har vundet hjerter landet over.
  • 21. august – Wafande: Den karismatiske sanger med rødder i både reggae og pop spreder god energi og sommerstemning med sine hits.
  • 28. august – Freja Kirk: Med sin kraftfulde stemme og soulfulde lyd skaber Freja Kirk en intens musikalsk oplevelse.

Alle koncerterne begynder om aftenen klokken 20.00 og varer ca. en time. Publikum opfordres til at medbringe tæpper, badehåndklæder eller klapstole og nyde musikken under åben himmel.

I 2023 spillede Thomas Buttenschön til cirkelsbro-koncerterne, få et tilbageblik her. Video: DanmarkC TV

Unikke rammer ved vandet
Cirkelbrokoncerterne er blevet en fast tradition og noget ganske særligt i Fredericia. Kombinationen af livemusik, strandstemning og byens – måske endda landets mest ikoniske bro skaber en unik atmosfære.

– Det er noget af det mest stemningsfulde, vi har i Fredericia om sommeren. Der er noget helt særligt over at stå i sandet og høre livemusik med havets brusen i baggrunden, fortalte Henrik Andersen, en trofast Cirkelbro – koncertgænger ved en tidligere koncert.

Arrangementet er åbent for alle og gratis at deltage i.

Fakta: Cirkelbrokoncerter 2025
📍 Sted: Østerstrand, Fredericia
🎶 Gratis adgang
📅 Datoer og tid:
• 14. august – Katinka (Kl. 20:00)
• 21. august – Wafande (Kl. 20:00)
• 28. august – Freja Kirk (Kl. 20:00)