Chok på direktionsgangen: Direktør forlader Fredericia Kommune
René Olesen stopper efter 12 år hos Fredericia Kommune
Direktør for Teknik, Klima og Kultur i Fredericia Kommune, René Olesen, har i dag opsagt sin stilling efter 12 år i kommunen. Beslutningen kommer efter en periode, hvor Réne Olesen ikke længere føler, at han kan yde sit bedste for Fredericia. Det oplyser Fredericia Kommune i en pressemeddelelse.
– Jeg har valgt at sige min stilling op, fordi jeg ikke længere oplever, at jeg har mulighed for at yde mit bedste for Fredericia. Det samme gør sig gældende i forhold til mine medarbejdere og vores samarbejdspartnere. Derfor har jeg valgt at sige mit job op, og det her er en ordentlig måde at gøre det på, hvor jeg kan holde fast i mig selv og den person jeg er, udtaler René Olesen, og fortsætter med at sige tak til kollegerne.
– Jeg har været glad for min tid i Fredericia Kommune og jeg vil gerne sende en stor tak til alle jeg har arbejdet sammen med gennem årene. Jeg glæder mig til at gå på juleferie og gå ind i et nyt år med nye muligheder, lyder det fra Rene Olesen i pressemeddelelsen.
Beklagelse fra kommunaldirektøren
Kommunaldirektør Thomas Jaap udtrykker sin beklagelse over Réne Olesens opsigelse:
– Jeg vil gerne takke René for den store indsats, han har leveret gennem mange år. Jeg er meget ked af at skulle miste René i direktionen, men jeg har dyb respekt for hans beslutning, og at han gør det på den her måde, fortæller meget om den ordentlighed, som René står for, udtaler Thomas Jaap i meddelelsen.
Fredericia Byråd, chefer og medarbejdere i Fredericia Kommune er blevet orienteret om Réne Olesens opsigelse.