Chefskifte hos Føringsstøtteregimentet

Chefskifte hos Føringsstøtteregimentet

Onsdag blev den nyudnævnte oberst Frederik Bircherod Calundan indsat som ny regimentschef for Føringsstøtteregimentet og garnisonskommandant i Fredericia

Regimentschefen gennem de sidste knap seks år, Henrik Graven Nielsen, overdrog ansvaret videre onsdag den 17. december 2025. I sin afskedstale ridsede den afgående oberst en periode op, der har været defineret af tre vidt forskellige faser: Corona-pandemien, krigsudbruddet i Ukraine og den nuværende massive oprustning af det danske forsvar.

Oberst Henrik Graven Nielsen skal nu til Münster i Tyskland for at indtræde i 1st German-Netherlands Corps. Selvom den nye stilling byder på store faglige udfordringer, lagde han ikke skjul på, at afskeden med soldaterne i Fredericia påvirkede ham personligt:

– Det er samtidig vemodigt, og jeg har faktisk følt mig lidt ved siden af mig selv her de seneste dage, fordi jeg vil helt sikkert komme til at savne jer, lød det fra den afgående chef til paraden.

Generalmajor Peter Harling Boysen, chef for Hærkommandoen, deltog også i ceremonien. Han understregede, at den sikkerhedspolitiske situation kræver hurtigere opbygning af kampkraft end nogensinde før.

Det er en virkelighed, som den nye chef, Oberst Frederik Bircherod Calundan, er klar til at imødekomme.

Frederik Bircherod Calundan er ikke et ukendt ansigt på kasernen, da han tidligere har været chef for 2. Føringsstøttebataljon. Han vender tilbage til et regiment i vækst, hvor der både skal bygges nye faciliteter til de værnepligtige og implementeres ny teknologi.

Fokus på innovation

Den nye regimentschef gjorde det klart, at regimentet står over for en tid, hvor digitalisering og hastighed er afgørende. Han appellerede til soldaterne om at udvise mod og handlekraft, også når løsningerne ikke er givet på forhånd. Ifølge Frederik Bircherod Calundan kræver den moderne sikkerhedssituation et ændret mindset, hvor man tør tage chancer for at blive dygtigere:

– Vi skal turde at tage fejl. Og vi skal turde at lave fejl og lære af dem og blive bedre den vej igennem, sagde Frederik Bircherod Calundan i sin tiltrædelsestale.

Dagen blev afsluttet med det traditionelle leve for regimentet, inden de fremmødte gæster og soldater kunne ønske hinanden god jul og god vind fremover.

Oberst Frederik Bircherod Calundan, ny regimentschef for Føringsstøtteregimentet og garnisonskommandant i Fredericia. Foto: DanmarkC TV

Se hele chefskifteparaden i indslaget øverst i artiklen.