FREDERICIA

Byt frø til frø popup

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Tag frø med af dine yndlingsblomster og byt dig til andre spændende frø på byttemarked i det grønne rum i Danmarksgade nr. 13

 Arrangementer spirer frem i det grønne rum i Danmarksgade nr. 13, som åbner torsdag den 10. marts.

Allerede på lørdag den 12. marts kl. 10.00-15.00 kan du tage til ’frø popup’ og møde netværket ’Mere liv i haven’ fra Fredericia/Vejle. De tager spændende frø fra egen have med og deler ud af deres gode tips og tricks til at komme i gang med at dyrke i vindueskarmen, baggården eller på altanen. Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.

Frøpopup fotoFrø popup

Der vil være et byttemarked, hvor du kan tage egne frø med og bytte dig til alle mulige slags hjemmeavlet frø; grøntsager, tomater, chilier, krydderurter og blomster. Alle er velkomne – med eller uden frø.

”Idéen med frø popup er at skabe opmærksomhed omkring, at de frø, som vi bruger og udvikler, har stor betydning for vores økosystem og fremtidens mad”, sige Inge Vesterlund Jensen fra netværket.

Mere liv i haven

’Mere liv i haven’ er et lokalt netværk i Fredericia/Vejle under foreningen ’Praktisk Økologi’. Netværket har fokus på at være selvforsynende og indretning af haven, så der er plads til vilde dyr og planter. Medlemmerne kommer med gode idéer til, hvordan du skaber mere liv i din have eller baggård med flere sommerfugle, bier og fugleliv. ’Mere liv i haven’ er baseret på erfaringsudveksling, og alle er velkomne. Læs mere på hjemmesiden: www.merelivihaven.dk
Det grønne rum

Grønt Sekretariat i Fredericia Kommune sætter de næste seks måneder spot på bæredygtighed ved at bringe grønne idéer og tanker ud i gaden med det grønne rum i Danmarksgade nr. 13, som åbner tirsdag den 10. marts kl. 16.00.

Rummet i Danmarksgade skal fungere som et udstillingsvindue og være et sted, hvor man løbende kan deltage i spændende arrangementer, workshops og foredrag ud fra et nyt tema hver måned.

Arrangementet med netværket ’Mere liv i haven’ er en del af marts måneds program, der handler om ’grøn hverdag’.

Læs mere om konceptet Frø popup: www.froepopup.dk