
Byggeriet er godt i gang: Autismecenter skyder op på Nymarksvej
Entreprenørmaskiner og håndværkere er i fuld gang med at rejse Region Syddanmarks nye Autismecenter på Nymarksvej
På den tidligere fritidshjemsgrund på Nymarksvej, skyder der nu et helt nye Autismecenter op. Den gamle fritidsklub er revet ned, og der er byggemodnet på den store 11.000m2 store grund.
Med det nye byggeri bliver antallet af botilbudspladser i Region Syddanmark øget med 21. Syv af boligerne indrettes til borgere, som forventes at bo på centeret i en kortere periode, og de resterende 14 boliger er tiltænkt borgere med særlige behov, som har brug for varig støtte.

Byggeriet kommer også til at rumme et beskæftigelseshus med dagtilbud for centerets beboere. Derudover bliver der lokaler til Autismecenter Syddanmarks administration samt til konsulentfunktion og kursusaktivitet. Disse funktioner flytter fra deres nuværende placering i Middelfart, hvor lokalerne er blevet for små og utidssvarende.
Formand for Psykiatri- og Socialudvalget Mette Bossen Linnet (V) fremhæver de unikke rammer, som det nye byggeri kommer til at udgøre:
– “På Nymarksvej vil nogle borgere få en unik og tryg mulighed for at øve sig på at blive klar til at bo i egen bolig. Andre borgere har behov for vedvarende støtte til komplekse problemstillinger, og for dem vil de nye boliger være et naturligt hjem, hvor de kan være både selvstændige og sociale og samtidig få den professionelle hjælp, som de har brug for. Det er vigtigt for alle mennesker at have et indholdsrigt liv med gode relationer til andre mennesker, og det er en fornøjelse at vide, at det er det, vi bygger til”.