FREDERICIA

Bülows kaserne fortsætter som asylcenter – nogen tid endnu

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Bülows kaserne udfases som asylcenter i foråret 2016

For et par måneder siden var Udlændingestyrelsen i færd med at udfase asylcenteret på Bülows.

I denne uge kontaktede Udlændingestyrelsen imidlertid Fredericia Kommune og bad indtrængende om en kort midlertidig forlængelse af lejeaftalen, da presset på Danmark er ekstraordinært.

Set i lyset af den voldsomme kapacitetsmangel samt regeringens nye mulighed for at ekspropriere kommunal ejendom har et enigt byråd valgt at nikke til en kort forlængelse. Som kompensation får kommunen en øget husleje samt mulighed for at starte med sine første aktiviteter på kasernen sideløbende med, at asylansøgerne flytter ud.

Kommunen har fået en garanti fra Udlændingestyrelsen om, at de senest i juni måned 2016 forlader Bülows.

 

Aftalen indebærer, at kasernen midlertidigt fortsætter som asylcenter de næste tre måneder, hvorefter asylcenteret udfases i de efterfølgende måneder.

Fredericia Kommune får sideløbende mulighed for gradvist at tage kasernen i brug til kommunens aktiviteter. Som yderligere kompensation opnås en huslejestigning på 3 %, så Fredericia Kommune samlet får en indtægt på 3,1 mio. kr. i perioden. Pengene reserveres til uddannelsesformål.


Jacob-Bjerregaard_lille”Det er meget sent, vi er blevet kontaktet af Udlændingestyrelsen, må jeg sige. Men da de er under et massivt pres, og vi ikke har lyst til at havne i en situation, hvor vi mister kontrollen over kasernen ved, at regeringen fx bruger sine udvidede beføjelser, har det været vigtigt at få en garanti for en slutdato og en realistisk udfasning,” 
 
udtaler borgmester, Jacob Bjerregaard.

Alle partier i byrådet står bag beslutningen. Der er samtidig enighed om, at aftalen ikke får betydning for de uddannelsesplaner, som der bliver arbejdet intenst med; herunder at tiltrække den nye politiskole.

 

Pernelle_JensenFormanden for uddannelsesudvalget er i arbejdstøjet:

”Som formand for det nye Uddannelsesudvalg er det vigtigt for mig, at der er tale om en kort forlængelse af aftalen, og at den ikke får betydning for udvalgets arbejde. Aftalen sikrer jo, at vi samtidig med udfasningen kan tage kasernen i brug og dermed allerede nu gå i gang med at planlægge den gradvise overtagelse. Og så er jeg naturligvis glad for, at lejeindtægten på de 3,1 mio. kr. skal investeres i at skabe uddannelser i Fredericia”siger formand for Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen.