Kort Nyt

Bridgewalking Lillebælt udvider Velkomstcentret

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Siden åbningen i 2015 har Bridgewalking Lillebælt haft knap  370.000 gæster, som har taget turen op på Den Gamle Lillebæltsbro. Nu skal en udvidelse af Velkomstcentret forbedre oplevelsen for de besøgende og sikre bedre forhold for medarbejderne

Velkomstcentret matcher ikke længere det store antal gæster, der hvert år besøger Bridgewalking Lillebælt. Derfor har der et stykke tid været behov for bedre faciliteter for gæsterne. Samtidig vil udbygningen give bedre forhold for Bridgewalking Lillebælts ansatte.

Der er indhentet byggetilladelse til det nye velkomstcenter, og for at komme videre i projektet er der behov for at udbyde rådgiveropgaven og påbegynde projekteringen. Det anslås, at denne opgave beløber sig til 0,805 millioner kroner. Midlerne bliver, ligesom det samlede byggeri, finansieret af Bridgewalking Lillebælts opsparede overskud.

“Glade gæster sikrer en fortsat strøm af besøgende. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi nu kan tage de næste skridt mod et nyt velkomstcenter, der bedre kan imødekomme gæsternes ønsker. Samtidig kan vi nu give vores medarbejdere bedre forhold, og det er jo samtidig forudsætningen for, at gæsterne får en god oplevelse”, siger chef for Bridgewalking Lillebælt, Lone Skjoldaa.

Baggrunden for planerne om udvidelsen af Velkomstcentret er, at man ønsker at kunne tilbyde Bridgewalking Lillebælts mange gæster gode toiletforhold, og de ansatte ordentlige forhold til omklædning og ophold i pauser.

Velkomstcentret blev, som det står i dag, etableret i forbindelse med åbningen af Bridgewalking Lillebælt i 2015. Dengang var tanken, at Bridgewalking Lillebælts gæster blev sendt afsted fra Velkomstcentrets terrasse, og at gæsterne kunne benytte toiletterne ved Naturcenter Hindsgavl, der er nabo til Velkomstcentret.

Et stort ønske

Siden åbningen har knap 370.000 gæster lagt vejen forbi Bridgewalking Lillebælt, og det store antal gæster har betydet, at man allerede i åbningsåret var nødt til at finde en ny løsning til check in og klargøring af gæster. Man fortsatte dog med at henvise gæsterne til toiletterne ved Naturcentret, hvor der ikke er tilstrækkelig kapacitet, og det har derfor været nødvendigt at leje en toiletvogn som supplement.

Ifølge Lone Skjoldaa viser den løbende analyse af gæstetilfredsheden, at ønsket om bedre toiletforhold står højt på listen. Derudover vil udvidelsen af Velkomstcentret betyde, at der bliver etableret en frokoststue og bedre forhold til omklædning for de ansatte.

Om Bridgewalking Lillebælt

Bridgewalking Lillebælt er et tværkommunalt samarbejdsprojekt mellem Middelfart og Fredericia Kommune. Ideen med Bridgewalking Lillebælt var at etablere et turistmæssigt fyrtårn, som kunne styrke turismen og øge kendskabet til området i og omkring Lillebælt. Overskuddet fra Bridgewalking Lillebælt går efter aftale mellem de to kommuner og Banedanmark til turistfremmende og naturforbedrende projekter i området.

Siden åbningen af Bridgewalking Lillebælt i 2015 har knap 370.000 gæster besøgt attraktionen. På baggrund af besøgstallene placerer VisitDenmark attraktionen på førstepladsen over lokale attraktioner i Middelfart og Fredericia.