FREDERICIA

Borgmester udsat for identitetstyveri

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Borgmester Steen Wrist oplever at der bliver sendt mails ud til folk i hans navn

“Tjek afsender mailadressen” – sådan lyder budskabet fra Fredericias borgmester Steen Wrist, efter at han er blevet opmærksom på , at borgere har modtaget mails med hans navn som afsender. En lille detalje er dog, at afsenders mailadresse ikke ender på @Fredericia.dk, men på en udbyder af gratis mailadresser.

På de sociale medier advarer Borgmesteren:

Jeg er desværre blevet udsat for en slags identitetstyveri, ved at en ukendt person udgiver sig for, at være mig. Så skulle i modtage en mail fra mig, så tjek meget afsenderens mailadresse! Det startede med at vedkommende sendte mails rundt til kommunale mailadresser. Det er til at håndtere, her kan man internt blokere afsenderen. Men nu er vedkommende begyndt, at sende henvendelser direkte til borgere i Fredericia f.eks. med anmodninger om, at jeg har noget arbejde de skal gøre for mig.

Nej jeg har ikke klikket på et link, og min computer er ikke hacket. Det er ganske enkelt en person, som opretter mailadresser der ligner at jeg er afsenderen. Det er ubehageligt, at nogen udgiver sig, for at være mig, da man jo ikke ved, hvad der ellers bliver skrevet ej heller til hvem.

Skulle du have modtaget en mail, så kontakt mig gerne på min rette mailadresse. Sagen er anmeldt Sydøstjyllands Politi.