Home FREDERICIA Borgmester : Resultater i fællesskab
Borgmester : Resultater i fællesskab

Borgmester : Resultater i fællesskab

0

Fredericias Borgmester har netop offentliggjort sin nytårstale.
Talen bringes her i uredigeret form.

 

Resultater Bjerregaardi fællesskab

Det er med stolthed og ydmyghed, at jeg skriver min første nytårstale som borgmester i Fredericia. Det har været et spændende og travlt år. Vi har haft store ambitioner og stillet store krav til os selv. Jeg kan se tilbage på et godt år med store og mærkbare resultater. Men også et år med mange udfordringer.

 

Jeg er enormt stolt over den alliance, vi har skabt i Fredericia. En alliance med politisk ro og et fællesskab, der arbejder for byen. Den alliance er ikke kun på tværs af os 21 medlemmer af byrådet – den strækker sig på tværs af byen, og tæller borgere, foreninger og virksomheder. Alle trækker vi på samme hammel.

 

Hvis jeg skal sætte en overskrift på 2014 må det være: Resultater i fællesskab. Vi kan fremvise en række resultater, som er frugten af det fællesskab og bevis for, at vi kan skabe store ting, når vi står sammen.

 

Allerede på valgaftnen i 2013 vidste alle partier, at vi i 2014 ville stå med en bunden opgave – at finde besparelser på 80 mio. kr. Med konstitueringsaftalen forpligtede vi os selv og hinanden på at løse den opgave. Det var hverken let eller sjovt, da vi i august gik til forhandlingerne, men vi fandt i fællesskab den bedste løsning under omstændighederne. En løsning, som alle 21 byrådsmedlemmer kunne stå bag. Resultatet blev et budget i balance, der sikrer et solidt økonomisk fundament, som vi i de kommende år kan bygge videre på.

 

Inden finanskrisen sad vi tungt på titlen som Danmarksmester i salg af erhvervsjord – den økonomiske krise satte en brat stopper for den udvikling. Det har taget lang tid og målrettet arbejde at vende, men i 2014 har vi igen fået gang i salget. Med små 400.000 kvadratmeter solgt erhvervsjord bliver vi formentlig den danske kommune, der har solgt klart mest jord i 2014.

I det hele taget er der ved at komme gang i udviklingen i Fredericia. På en solrig og blæsende dag i august tog vi første spadestik på kanalbyen FredericiaC. Det blev det fysiske startskud til et langsigtet udviklingsprojekt, der for alvor åbner Fredericia op mod Lillebælt. Samtidig har vi startet en vækstmotor, der kommer til at skabe nye arbejdsplader og tiltrække nye borgere til byen. Vandet er allerede løbet ind i den første kanal, og de første boliger og erhverv er planlagt.

 

I løbet af hele 2014 arbejdede erhvervskontaktudvalget tæt sammen med vores erhvervsforeninger for i fællesskab at udvikle en ny og slagkraftig model for erhvervsudviklingen i kommunen. De besøgte virksomheder og erhvervsforeninger og samlede erfaringer. På årets sidste byrådsmøde kunne de annoncere det nye erhvervssamarbejde – Business Fredericia – som kommer til at styrke mulighederne for at drive forretning i Fredericia mærkbart. Vi har taget det første store skridt på et udvidet og forpligtende samarbejde, der skal skabe yderligere vækst i kommunen.

I 2014 fik vi også taget hul på løsningen af en stor udfordring – i bogstaveligste forstand. Vi har længe vidst at Bülows kaserne skulle finde nye formål efter at Telegrafregimentet med udgangen af 2014 flyttede til Ryes Kaserne. Den proces, der allerede var i gang, blev kortsluttet i efteråret, da Udlændingestyrelsen meldte sin interesse for at købe kasernen og dermed kuldsejle planerne om et uddannelsescampus i de smukke bygninger ud til Østerstrand. Nogle hektiske ugers hårde forhandlinger mundede ud i et kompromis, der sikrer vores langsigtede planer, åbner vores by i 2015 for asylsøgere og sikrer kommunen en god pose penge i lejeindtægter. I 2015 går arbejdet i gang med at gøre campusideen til virkelighed, så vi per 31. december er klar til at tage hul på et nyt kapitel i den gamle kasernes historie.

 

I 2014 gjorde vores kulturflagskib Fredericia Teater det igen. Igennem deres tætte samarbejde med Disney fik de sat endnu en hit-musical på plakaten og trak over 100.000 mennesker ind i teatermørket til den imponerede opsætning af Den Lille Havfrue. Fantastisk flot, at de ikke bare sætter deres præg her i byen, men også indtager operahuset i København. Vi glæder os allerede meget til, at Shubidua indtager teatret i 2015.

 

Listen over ting vi har nået i Fredericia i 2014 er meget længere, end vi har plads til her. Men vi kan ikke tillade os at hvile på laurbærbladene. Der er meget vi skal nå i det kommende år.

En af de store udfordringer, som vi har givet os selv for de kommende år, er at få gang i bosætningen i Fredericia. Vi skal have vendt den negative befolkningstilvækst og tiltrukket nye borgere til kommunen. Når vi er flere, der bidrager til fællesskabet, så får vi råd til at investere i vores fælles velfærd. Vi kommer ikke til at vende udviklingen med et trylleslag – der skal hårdt arbejde til, men de resultater vi har opnået i år udgør et solidt fundament, vi kan bygge videre på.

 

Med en økonomi, der hænger sammen, kan vi igen i 2015 fokusere på at udbygge den kernevelfærd, som er min vigtigste prioritet. Det handler dog ikke bare om at tilføre flere midler. Det handler også om at gentænke den rolle, vi som kommune spiller i borgerne liv. Vi skal spille en aktiv rolle, sammen med borgere og virksomheder – vi skal gå fra at være myndighed, til at være en medspiller, der har service og samarbejde, som vores vigtigste pejlemærker. I 2015 vil vi i byrådet gå sammen og formulere den vision, der skal være styrende for Fredericia. I den forbindelse vil vi aktivere det nye borgerpanel. Inddragelse af byens borgere er en mærkesag for byrådet.

 

Vi har brug for jeres ukuelige samarbejdsvilje, vi har brug for jeres engagement, vi har brug for jeres stolthed over Fredericia, og vi har brug for jeres omsorg for det særlige fællesskab, som er bygget op over generationer. Vi har brug for, at I skilter med jeres stolthed og fremhæver Fredericia som noget særligt til middagsselskabet. Vi har brug for, at I fortæller om de ting, vi skaber her i byen, når I snakker med jeres forretningsforbindelser, så de ved, hvad vi har gang i her i byen – og får lyst til at blive en del af det. Vi har brug for, at I engagerer jer i det lokale idrætsliv, som frivillig besøgsven, eller lektiehjælper. Når vi står sammen, er der ikke grænser, for hvad vi kan nå. Det har vi bevist i det forgangne år.

 

På hele byrådets vegne vil jeg gerne sige alle borgere i Fredericia Kommune tusind tak for et fantastisk 2014 – vi glæder os til at komme godt i gang med 2015. Godt nytår!

 

Jacob Bjerregaard
Borgmester i Fredericia Kommune