FREDERICIA

Borgmester appellerer til god tone

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Borgmester appellerer til god tone, overfor kommunens medarbejdere

Økonomiudvalget har besluttet at indkalde kommunens hovedudvalg til en dialog om samarbejdet og tonen i pressen, efter borgmester Steen Wrist torsdag aften havde indkaldt til ekstraordinært møde.

Det skete efter han i sidste uge modtog to henvendelser om bekymringer for de ansattes arbejdsmiljø, efter tiltagende kritisk tone i pressen og på sociale medier. Borgmester Steen Wrist fik med kort mellemrum to mails i indbakken i sidste uge. Den ene var fra HMU – kommunens hovedudvalg – og den anden fra Dansk Socialrådgiverforening.

Begge parter udtrykker bekymring for den tiltagende kritiske tone i den offentlige debat, også fra politisk side, i forlængelse af den mediestorm, Fredericia har stået i siden december måned.

Henvendelserne har gjort indtryk på kommunens øverst ansvarlige leder:

“På den ene side, bliver jeg berørt af, at medarbejderne bliver så påvirket af tonen i den offentlige debat. Der er ingen, der skal have ondt i maven ved tanken om, hvad pressen skriver om arbejdspladsen og kollegerne. På den anden side, er jeg taknemmelig for den åbenhed og tillid, som henvendelserne også viser. Det betyder nemlig, at vi som politisk ansvarlige kan handle på det, så Fredericia Kommune også er et godt sted at arbejde i fremtiden. Økonomiudvalget havde en god drøftelse og tog henvendelserne alvorligt, derfor var der bred opbakning om et møde med HMU om fælles løsninger” – siger Borgmester Steen Wrist.

Invitation til dialog taget godt imod


Der er en landsdækkende tendens til, at tonen i den offentlige debat er blevet hårdere og ofte går budskaber helt tæt på de offentligt ansatte, både i artikler og i kommentarspor.

I Fredericia har den nylige mediestorm ikke gjort det nemmere, lyder det fra medarbejdersiden i HMU i brevet til politikerne. Derfor bliver ønsket om dialog taget godt imod af næstformand i HMU Marlene Svane:

“Vi har oplevet en periode med meget negativ presseomtale af vores arbejdsplads, og også eksempler på udtryk for mistillid til organisationen tegnet af nogle politikere i pressen. Derfor bliver jeg glad på medarbejdernes vegne for, at vores bekymringer bliver taget alvorligt, og at Økonomiudvalget inviterer os dialog om tonen på vores fælles arbejdsplads. Vi ser frem til en konstruktiv dialog om gode løsninger” – siger Borgmesteren.

Borgmester Steen Wrist håber, at det fælles fodslag om at gøre noget ved tonen kan gøre en forskel, og ikke mindst sikre, at dialogen mellem politikere og forvaltning sker ad de rette kanaler og ikke nødvendigvis i pressen.

“Der er så mange dygtige og stolte ansatte i Fredericia Kommune og de fortjener på ingen måde at skulle hænges ud – hverken som individer eller faggrupper. Det er ligegyldigt om man arbejder med omsorg for ældre, byggesager eller støtte til sårbare børn og unge. Det vil jo i sidste ende påvirke kvaliteten vores service til borgerne, hvis ikke man som ansat er tryg på sit job” – siger Borgmester Steen Wrist.


Borgmesteren understreger også, at han har en forventning om, at hvis der fremover er brug for konstruktiv dialog eller kritik mellem politikere og forvaltning, så er den velkommen, men til rette vedkommende og ikke i avisen eller på facebook.


Forvaltningen har allerede haft et møde med Dansk Socialrådgiverforening om arbejdsmiljøet i Familieafdelingen, der er påvirket af negativ presseomtale og grove kommentarer på sociale medier. Sideløbende vurderes der juridisk på om konkrete tilfælde er så grove, at de skal politianmeldes.


Økonomiudvalget tager henvendelserne alvorligt, og næste skridt er et møde med HMU, om det samlede arbejdsmiljø, set i lystet af den nuværende mediestorm, og hvordan fortællingen og tonen omkring Fredericia Kommune, som arbejdsplads, kan blive bedre.


Husk at følge os på http://www.YouTube.com/DanmarkCTV og via facebook!

Læs nyhederne mens de sker – på www.DanmarkC.TV