FREDERICIA

Boligsalg mellem familiemedlemmer stiger

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Antallet af familieoverdragelser, såkaldte boligsalg mellem familiemedlemmer, er steget 26 pct. de sidste fem år. Men nye regler på området og de kommende ejendomsvurderinger kan få antallet af familieoverdragelser til at falde.

Normalt foregår et boligsalg på den måde, at man kontakter en ejendomsmægler, laver en formidlingsaftale, sætter et skilt i jorden og annoncerer boligen, indtil en køber skriver under og bliver den nye, glade ejer, men sådan går det langt fra altid. Og det er ikke, fordi at boligejere vælger nye smarte digitale løsninger, som selv kan klare alle facetterne i et boligsalg. Nej, boligerne sælges i større og større udstrækning fra familiemedlem til familiemedlem.

Stigning i familieoverdragelser

De sidste fem år er antallet af såkaldte familieoverdragelser, hvor et familiemedlem køber en bolig af et andet familiemedlem, nemlig steget fra 10.692 i 2016 til 13.480 i 2020, en stigning på 26 pct. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har analyseret.

Og det kan der være en rigtig god grund til, mener Nybolig.

-For det første er der betydelige beløb at spare i skat, hvis man køber en bolig af et nært familiemedlem, fordi man i mange år har kunnet købe boligen til 15 pct. under den seneste offentlige vurdering, som i de fleste tilfælde har været ret lav i forhold til den reelle handelspris, siger Nyboligs kommunikationschef, Thomas Hovgaard.

Mange familieoverdragelser sker ifølge ham nemlig i forbindelse med arv.

-Hvis ens forældre fx ejer en bolig, som er gældfri og man arver den efter deres død, vil man skulle betale arveafgift af hele beløbet, men forskudsarver man den i god tid med det tilladte årlige skattefrie beløb, kan man reelt slippe for at at betale skat, men den mulighed står til at bortfalde snart, hvorfor vi tror, at vi vil se en nedgang i antallet af familieoverdragelser fremover, siger Thomas Hovgaard.

Udnyt muligheden for skattefrit arveforskud

Selv med de nye og mere retvisende ejendomsvurderinger, som er bebudet, kan det dog stadig lade sig gøre at undgå at betale skat af en bolig, som man en dag skal arve.

-Man skal blot være ude i god tid, da man skal bruge en del flere år til at arve boligen på forskud. Man kan med de nuværende regler nemlig stadig give skattefrit arveforskud på 65.700 kr. om året pr barn og ægtefælde, siger Thomas Hovgaard.

år20162017201820192020
antal familieoverdragelser10.69211.44012.36912.95813.480

Kilde: Danmarks Statistik

.

.