FREDERICIA

BOGSALG PÅ BIBLIOTEKET

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Så er der godt nyt til de kommende fri- og feriedage i julen. Nu kan du proppe adventskalender eller pakkelege med gode romaner, spændende faglitteratur eller købe cd’er til hyggelige aftner foran kaminen. Eller hvad med billige blade og magasiner til spotpris?

Books in Paper BagBogsalget skydes i gang lørdag den 15. november kl. 10.00 på Bibliotekstorvet hvor personalet er friske til at lange poser over disken. For som et sjældent godt tilbud kan du fylde en hel bærepose for kun 50 kr.!

Du kan være heldig og finde rigtig gode ting. Hvem vil ikke have et bilmagasin med skønne billeder, et kreativt håndarbejdsblad – eller et engelsk musiktidsskrift for kun én krone pr. stk? Bogsalget strækker sig så længe vores lager rækker – nu skal der ryddes op!

Hvorfor kassere alle de gamle materialer?

”Biblioteket er nødt til hvert år at kassere lige så mange materialer, som der indkøbes for at kunne rumme dem i huset i Prinsessegade. Vi overvejer nøje, hvad der kasseres, og vi kan gå ind og se, hvor mange gange et materiale har været lånt ud.  Interessen for materialet daler med tiden, nogle bøger forældes indholdsmæssigt og kommer i nye udgaver. Endelig er der bøger, der er slidt og er i en stand, hvor vi ikke længere kan være bekendt at låne dem ud.

Så årsagerne til, at et materiale kommer til et bogsalg er mange, fortæller Jeanette Kjær Christiansen. Men skulle man vi alligevel få brug for nogle af de kasserede bøger, så kan vi skaffe alt, bla. fra vores centralbibliotek i Vejle. Så man går ikke forgæves, alt kan skaffes!”

 

 Prisen på vores aflagte materialer er:

Fyld en pose med bøger eller magasiner 50 kr.

Enkelte bøger 10 kr. pr. stk.

Magasiner og blade 1 kr. pr. stk.

Derudover sælger vi kasserede cd’er til 5 kr. pr. stk.

 

Bibliotekets personale er på pletten og klar når de morgenfriske dukker op.