MEDDELSER

Børnehavebørn leger sig til gode cykelvaner

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fire børnehaver i Fredericia deltager i CykelScore og sætter fokus på de smås cykelvaner

 ”Børns første år er meget afgørende for deres adfærd resten af livet, både hvad angår evner og hvad angår vaner. Derfor sætter vi gang i cykelaktiviteter med fokus på de helt små børn ved at invitere børnehaver til at deltage i CykelScore-projektet. Cykeltræning i en tidlig alder gør også børnene mere sikre på cyklen, så de kan færdes mere trygt i trafikken”, fortæller Nanette Simonsen Rytter fra Vej & Park i Fredericia Kommune.

Fire børnehaver i Fredericia har taget udfordringen op og takket ja til at deltage. Det er Daginstitutionen Peter Aage Gården, Idrætsbørnehaven KastanjeGården, Labyrinten og Idrætsinstitutionen Æblehaven. De har alle fået opstillet et checkpoint, som børnene, deres forældre og de ansatte kan få point ved hver dag, når de cykler til og fra børnehaven. Hvert point er et lod i et virtuelt lotteri med sjove præmier.

Den 3. marts lød startskuddet i Daginstitutionen Peter Aage Gården i Erritsø, og 90 potentielle nye deltagere under seks år blev budt velkommen til CykelScore-universet. Om kort tid følger de tre andre børnehaver trop.

Børnehaverne har også fået udleveret en pakke med cykellege-redskaber, der i kombination med Cyklistforbundets hæfte ”20 Cykellege” skal give pædagogerne inspiration til egentlig cykeltræning i børnehaven.

”Den sjoveste og mest effektive cykeltræning sker gennem bevægelse og leg, hvorfor en faldskærm, kegler, bolde og kulørte ringe kan være med til at sætte skub i børns udvikling af færdigheder på den tohjulede. Børn helt ned til to år kan lege med i de 20 simple cykellege, hvor de får stimuleret motorikken, sanserne, intellektet, sundheden og selvtilliden”, fortæller Nanette Simonsen Rytter.

I Danmark er det oftest i familien, at cykeltræningen foregår, men daginstitutionerne kan også spille en vigtig rolle. Det kan cykellege-redskaberne være med til at fremme.

”Jeg håber, at børnehaverne får både sjov og læring ud af at deltage, og at vi på den måde kan være med til at give de 2-6-årige nogle gode og sunde cykelvaner”, afslutter Nanette Simonsen Rytter.

CykelScore 

 CykelScore motiverer børn og voksne til at komme op på cyklen – hver dag, året rundt – ved at konkurrere om at have flest cykelregistreringer. Jo oftere, der cykles, jo større er chancen for at vinde præmier i det virtuelle lotteri. Byens checkpoints er nu  blevet udvidet med de fire børnehaver og er oppe på i alt 21. Man registrerer sig enten via en chip på cyklen eller via sin smartphone.  Læs mere om konceptet på www.cykelscore.dk, hvor du også kan tilmelde dig, hvis du har lyst til at cykle med.