Børkop: Kong Gauers Gård åbning nærmer sig – skriv dit barn op til daginstitutionen
Åbningen af Kong Gauers Gård i Vejle Kommune nærmer sig, og nu kan forældre skrive deres børn op til den kommende daginstitution.
Hvis du ønsker, at dit barn skal være en del af fællesskabet på Kong Gauers Gård, så åbner opskrivningen i løbet af 2. kvartal 2023, det fortæller Vejle kommune i en pressemeddelelse.
Kong Gauers Gård er et projekt, der blev vedtaget af et enigt byråd i Vejle tilbage i 2019. Projektet har modtaget en bevilling på 237 millioner kroner og indebærer opførelsen af både et plejecenter og en daginstitution på samme sted. Det er første gang i Danmark, at et byggeri kombinerer de to institutioner på denne måde.
Projektet blev vedtaget, fordi forskning har vist, at møder og samvær mellem ældre og børn har positiv effekt på begge grupper. Flere undersøgelser har dokumenteret, at generationsmøder kan hjælpe med at modvirke ældres ensomhed, styrke deres hukommelse og udvikle børns sproglige og sociale evner. I Danmark er det almindeligt, at ældre på plejecentre modtager besøg af børnehavebørn, men i Vejle går man et skridt videre og bygger de to institutioner i én og samme bygning.
De ældre beboere fra plejecentrene Atriumhaven og Smidstrupgården er garanteret en plads. Hvis man ikke er beboer på et af de to plejehjem, men kunne tænke sig at bo i Kong Gauers Gård kan man kontakte Vejle kommunes myndighedsafdeling.
Hvis dit barn fylder 3 år, inden Kong Gauers Gård åbner, starter barnet i Vildanden. Børnene fra Vildanden overflyttes til Kong Gauers Gård. Hvis dit barn ikke er fyldt 3 år og er vuggestuebarn, starter barnet i dagpleje eller en anden vuggestue: Tilmelding til daginstution
Kong Gauers Gård åbner for indflytning i det tidlige efterår 2023. Hvis du vil vide mere om projektet, kan du besøge projektsiden for Kong Gauers Gård.