
Bødetakster hæves i Norge

Skal du på vinterferie i Norge kan ferien blive dyrere. “Kæmpebøder for håndholdt mobil,” skriver FDM
Fra 1. februar har en lang række bødetakster nemlig taget et hop og ligger nu langt over det niveau, vi kender fra Danmark.
Eksempler på bødetakster
9.700 for håndholdt mobil – ca. 6.600 danske kroner
7.800 for kørsel i busbane – ca. 5.300 danske kroner
Eksempler på fartbøder
Kører man på motorveje 36 km/t. over den tilladte fartgrænse, er bøden nu 15.100 norske kroner.
Kører man eksempelvis 25 km/t. over det tilladte på veje, hvor grænsen er 60 eller 70 km/t., er bøderne hhv. 12.100 og 9.100 norske kroner, oplyser FDM.
Kør efter forholdene
”Skal man på ferie i udlandet i bil, kan det være en god idé at holde sig ajour om de forskellige færdselslove, der gælder. De kan nemlig være en smule forskellige fra land til land. Derudover kan vi kun opfordre bilisterne til at overholde hastighedsgrænserne og de øvrige regler og ellers køre efter forholdene. Det betyder også, at man skal lade mobiltelefonen være. Det er ikke kun et spørgsmål om, at man risikerer endog meget høje bøder, men det er først og fremmest et spørgsmål om trafiksikkerhed,” siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.