FREDERICIA

Best Western PLUS Hotel Fredericia åbner ny stor fløj

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Best Western PLUS Hotel Fredericia åbner ny stor fløj

Best Western PLUS Hotel Fredericia indvier 2. februar en ny stor fløj med 41 værelser og topmoderne møde- og konferencelokaler. Fremover kan de dække mange flere behov hos både fritids- og businessgæster.

Første spadestik blev taget af Fredericias borgmester sidste år i april. Nu står den nye fløj klar til indvielse og markerer sammen med et nyt stort PLUS i hotellets navn en ny æra for det 4-stjernede Best Western PLUS Hotel Fredericia. De har plads til langt flere gæster og tilbyder mere komfort over hele linjen. Det gælder faciliteter, ydelser, indretning og service for alle slags gæster.

”Businesskunder kan glæde sig over værelser med små mødegrupper og topmoderne møde- og konferencelokaler med plads til ”privacy” omkring, så de er velegnet til for eksempel bestyrelsesmøder. Børnefamilier får mulighed for at opdele værelser i en børne- og voksensektion, og ’long stayers’ får det mere hjemligt og hyggeligt med mere luft omkring sig”, siger direktør Einar Kring.

Fulde huse har de seneste år lagt pres på Hotel Fredericia, som har været nødt til at sige nej til mange gæster. Med sin centrale placering midt i Danmark og Trekantsområdet er hotellet populært for både fritids- og businessrejsende. Direktør Einar Kring er glad for, at de nu kan sige ja til flere gæster og større selskaber.

”Vi tager hul på en ny æra med nye muligheder, hvor vi blandt andet kan tilbyde større arrangementer og konferencer. Vi glæder os til at vise, hvad vi kan. Der er en generelt øget aktivitet og vækst i Trekantsområdet, som smitter af på os. Vores høje standard giver også flere forespørgsler”, siger Einar Kring.

Blandt de nye værelser er 33 standardværelser, fire store businesssuiter på 47 m2 og 35 m2 og fire juniorsuiter på 30 m2 med egen altan. Derudover er der nye mødefaciliteter og en ny lounge. Med udvidelsen har de i alt 118 værelser og plads til 246 gæster. Hotellet har desuden mange attraktive oplevelser lige i nærheden med legepark, golfpark, idrætshaller, grønne områder, messehaller, musicalteater, badeland, svømmehal og bowlinghal tæt på.

Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard kommer og indvier den nye fløj på Best Western PLUS Hotel Fredericia torsdag den 2. februar. Her afsløres også en skulptur. Pressen er velkommen til indvielse kl. 15.30 – 16.00. Dagen fortsætter med et lukket arrangement for vigtige samarbejdspartnere, medarbejdere, ejerkreds og byggeriets parter.