Kultur

AVENUE Q premiere: Bag enhver dukke står en eminent scenekunstner

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Fredericia Musicalteater leverede en underholdende musical til et veloplagt publikum

Anmeldelse: Det er ikke første gang Avenue Q spilles i Fredericia. Det er 12 år siden, vi så Lars Mølsted i rollen som Princeton, og til denne omgang Avenue Q har han indtaget en ganske anden rolle: Instruktør. Og Lars Mølsted kommer hele vejen rundt om ungdomslivet, og lader de vidunderlige dukker klare alt det der er svært at få sagt.

Diluckshan Jeyaratnam, ja, det er rigtigt, det er publikumsdarlingen “Prinsen af Egypten”, kører sikkert rollerne som Princeton/Rod hjem, og stadig med en stemme der slet ikke er til at stå for. Det er også værd at fremhæve både Kathrine Lemmeke Madsen og Oliver J.B. Aagaard-Williams der kan sno publikum om deres lillefinger.

Diluckshan Jeyaratnam. Fredericia Musicalteater. Foto: Søren Malmose.

Det er blevet leveret solide numre. Eksempler kan være: ‘Hvis du er til mænd’, ‘Dit internet til sex’, ‘Min kæreste som bor i Canada’, ‘Der er en verden uden for dit værelse’, ‘Schadenfreude’, og ikke mindst ‘Pengesangen’ kunne henrykke.

Når “artighederne” skal frem i tekst og sang, er det fantastisk, at musicalen kan slippe godt afsted med det. Men det hele går rent ind, og det skyldes måske, at det slet ikke er de vidunderlige performere der fortæller os det, men dukkerne. De kan, så eminent de bliver ført, ændre en tilstand af krænkethed til en befriende latter. Og ligefrem taktfaste bifald.

Dukker kan noget, som mennesker ikke kan. De kan udtrykke sig på en helt anden måde. Og vi bærer over med det. I aften gik musicalperformerne og dukker op i en højere enhed, og kunne være svære at skelne fra hinanden. Den sammensmeltning var en oplevelse. 

Cecilie Thiim, Fredericia Musicalteater. Foto: Søren Malmose.

Kapelmester Martin Konge og hans orkester leverede glimrende musik. Desværre virkede det til, at han gerne ville overdøve sangerne på scenen. Det gjorde det ind imellem svært at høre hvad der blev sunget, og særligt når der skulle synges med forvrænget stemme.

Scenografien var for så vidt OK og velfungerende. Praktisk og uden at gøre det store indtryk. Så meget mere grund er der til, at opmærksomheden er rettet mod performere og dukker, og deres skæbner, det trods alt det, det handler om.

Det var en god og lattermild aften i Fredericia Musicalteater.

Avenue Q spiller på Fredericia Musicalteater frem til 16. marts 2024.

Kathrine Lemmeke Madsen, Fredericia Musicalteater. Foto: Søren Malmose.