FREDERICIA

Art Zone sætter fokus på kunst i festugen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Art Zone danner rammen om en række forskellige kunstprojekter i de syv kommuner, der er med i festugen

I Trekantområdets Festuge er der i hver af de syv kommuner, som deltager i festugen, udpeget et særligt område – en Art Zone. Områderne skal i løbet af ugen danne rammen om en række meget forskellige kunstprojekter. I Fredericia er det Rådhuspladsen, der er udpeget til Art Zone, og her vil der i dagene op til Kulturnatten være masser af spændende kunstoplevelser. Du har mulighed for at deltage i flere af dem.

Kunstneren Iris Bakker kigger forbi Art Zone og laver ’blind-portrætter’ af forbipasserende gæster og fredericianere ved hjælp af blindtegning. Det vil sige, at Iris Bakker på intet tidspunkt ikke ser ned. Hun ser kun på den, hun sidder overfor. Det giver et intenst møde mellem gæst og kunstner. De færdige blind-portrætter bliver udstillet på Rådhuspladsen. Iris Bakker er i Art Zone tirsdag til torsdag kl. 10-15 i festugen, og fra kl. 16-21 på Kulturnatten.

Projektet Borgertæppet indtager også Art Zone og vil inddrage en lang række mennesker i byen, når de laver et mangfoldighedsportræt af Fredericia. Med Borgertæppet bliver blikket vendt udad, og fokus ændre sig fra “Se mig” til “Vi ser hinanden”. Kunstnerne Karen T og Britta Egebjergtråder nålen og syr byens DNA sammen til etmangfoldighedsportræt, der er skabt af byens borgere på tværs af alder, køn og social status. Alle kan deltage, og det foregår i Art Zone fra mandag til fredag kl. 10-15 i festugen.Der er fernisering på Borgertæppet på Kulturnatten kl. 16.00.

Sidst men ikke mindst vil du kunne opleve den besynderlige skabning DIODON i Art Zone. DIODON ligner en mellemting mellem en vandmand og en kuglefisk, som puster sig op på mystisk vis, når der er optræk til fest og musik. DIODON kan kun leve, når der er mennesker omkring den – og ikke mindst inde i den.  Når festen er forbi, går luften af ballonen, og DIODON forsvinder. DIODON kommer til live på Rådhuspladsen i Fredericia onsdag, torsdag og fredag i festugen. I åbningstiden vil den blive fyldt af elektronisk musik af Jonas Reif, der studerer komposition på konservatoriet i Aarhus. På Kulturnatten vil DIODON blive fyldt med lyd og lys, når der er elektronisk koncert kl. 21.00 med folkene bag Plugout Festival på Engelsholm Højskole.