Covid-19 / Corona virus

Anmeldelser, påbud og sigtelser vedr. COVID 19 i Sydøstjyllands Politi

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

I Danmark er en række tiltag sat i værk, som et led i bekæmpelsen af udbredelse af coronasmitte. I Sydøstjyllands Politi går det stadigt hovedsageligt godt for både borgere og virksomhedsejere med at følge de retningslinjer, som regeringen har besluttet.

De aktuelle tiltag drejer sig om forsamlingsforbuddet og lukning af værtshuse, restauranter mv. 
Sydøstjyllands Politi har de seneste to døgn modtaget i alt 28 anmeldelser, der vedrører mulige COVID-19 overtrædelser.

Anmeldelser

Krav om lukning: 8 anmeldelser, hvor der var tale om 2 frisører, 2 værtshuse, en øjenlæge, et værtshus, en kro og en café, der blev anmeldt for at holde åben.

Forbud mod større forsamlinger: 12 anmeldelser, hvor der er anmeldt større forsamlinger af mennesker omkring en pølsevogn, en kiosk, i et firma, på skaterbaner og på fodboldbaner, samt i en P-kælder. 

Andre forhold: 8 anmeldelse, hvor hændelserne omhandler andre forhold, herunder generelle forespørgsler omkring regler, samt råd og vejledning i forhold til situationen.

Tallene er opgjort for to døgn frem til i dag kl. 7.00.

I de nævnte anmeldelser, som Sydøstjyllands Politi har modtaget det seneste døgn, har der i langt de fleste tilfælde været tale om misforståelser, eller også har der ikke ved politiets ankomst været nogen overtrædelse. 

Sigtelser/påbud

Sydøstjyllands Politi har i forbindelse med den aktuelle offensive patruljevirksomhed og de nævnte anmeldelser i det seneste døgn for første gang foretaget 3 sigtelser, men ikke givet påbud, i anledning af overtrædelser af Covid-19 tiltagene. Det handler konkret om:

En frisør i Horsens og en vandpibecafé i Vejle (ejer og kunde) er sigtet for overtrædelse af bkg. om forbud mod adgang til visse lokaler mv.

Sydøstjyllands Politi er løbende i dialog med både borgere og virksomhedsejere i forbindelse med de tiltag, som regeringen har sat i værk for at mindske smittespredning i samfundet, og politiet ønsker ikke at udpege konkrete borgere eller virksomhedsejere, som vi har været i dialog med, og kan ikke oplyse identiteten på de, som har modtaget ovennævnte sigtelser.