Ankestyrelsen rejser ikke tilsynssag mod Fredericia Kommune omkring støtte til FC Fredericia

Ankestyrelsen rejser ikke tilsynssag mod Fredericia Kommune omkring støtte til FC Fredericia

Efter en grundig undersøgelse står det nu klart, at kommunens støtte til FC Fredericia er fuldt ud lovlig. Ankestyrelsen har valgt at lukke sagen uden yderligere kritik.

Sagen begyndte, efter at Ankestyrelsen i november 2025 blev opmærksom på presseomtale af, at FC Fredericia ikke betaler leje for at bruge Fredericia Kommunes stadion frem til 2026. Fredericia Kommune sendte i marts en udtalelse til Ankestyrelsen om sagen.

På baggrund af kommunens udtalelse vurderer Ankestyrelsen, at der ikke er anledning til at gå videre med sagen. Ankestyrelsen vurderer samtidig, at Fredericia Kommune ikke yder ulovlig støtte til FC Fredericia, skriver Fredericia Kommune i en pressemeddelelse.

Ankestyrelsen lægger blandt andet vægt på, at kommuner efter eliteidrætsloven kan yde støtte til eliteidrætsklubber, der driver erhvervsvirksomhed, så længe klubbens aktiviteter ikke er med fortjeneste for øje. Ankestyrelsen fremhæver i også i deres afgørelse, at FC Fredericia siden 2004 har haft bestemmelser i vedtægterne, der begrænser udlodning og udbetaling af udbytte.

– Det er positivt, at Ankestyrelsen nu lukker sagen og ikke rejser kritik af Fredericia Kommune. Vi har hele tiden lagt vægt på, at kommunens støtte til FC Fredericia skal ske inden for lovens rammer, og Ankestyrelsens vurdering giver en klar afslutning på sagen. FC Fredericia betyder meget for Fredericia, men det er selvfølgelig afgørende, at kommunens støtte og engagement holder sig indenfor lovens rammer, udtaler borgmester i Fredericia Kommune, Peder Tind i meddelelsen.