Kultur

Almost Irish & Chris McMullan gæster Det Bruunske Pakhus

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Almost Irish & Chris McMullan gæster Det Bruunske Pakhus 

 

Mandag d. 10. oktober er der skøn, irsk folkemusik i Det Bruunske Pakhus

 

Almost Irish er et ungt folkband fra Danmark med erfaring, spilleglæde og en helt særlig musikalsk opvækst. Selv samme opvækst har bandets fire medlemmer oplevet i fællesskab, da de – som følge af at have samme mor og far – er brødre.

 

Soundtracket til drengenes barndom lød ud fra deres fars pladespiller, hvor utallige irske, skotske og danske bands og folkesangere sang sange, som var svære at glemme igen.

 

Da brødrene nåede skolealderen, kom de – en efter en – i den lokale musikskole og fik prøvet kræfter med forskellige instrumenter. I 2002 mødte de den Derry-fødte folkemusiker, Denis McLaughlin, som for alvor introducerede brødrene til en verden af irsk folkemusik, lærte dem at spille de velkendte sange fra barndommen, og således såede kernen til det, der i dag er Almost Irish.

 

Siden da har drengene spillet landet tyndt med små afstikkere til Norge, Tyskland, Nordirland og Skotland. De har udgivet 4 cd’er – eller 5, hvis man da tæller den første – og i øvrigt udsolgte – cd i et oplag på 15 eksemplarer med. De har spillet sig frem på landets scener og har efterhånden skabt sig et anerkendt og velkendt navn i folkemusikkens univers.

 

Almost Irish har en dyb forståelse for den traditionelle irske og skotske folkemusik og har den fordel at kende hinanden både som musikere og som brødre. Til sammen har de en unik energi og spilleglæde på scenen, og deres brede repertoire af traditionelle sange og melodier udtrykker fortolkning, kreativitet, fornyelse og respekt for traditionen.

 

Almost Irish er dygtige musikere – og ikke mindst fortællere – og er derfor blevet en respekteret repræsentant for folkemusikken.

 

Denne aften får Almost Irish selskab af en god ven og musiker, Chris McMullan. Chris er en ung, anerkendt og utrolig talentfuld uilleann piper (irsk sækkepibespiller) fra Co. Tyrone i Nordirland. Han har stået i lære hos de fineste musikere siden han var 8 år, vundet op til flere prestigefyldte priser og stået på folkemusikscener rundt omkring i Europa både som solist og sammen med velkendte band som Kila og Four Men And A Dog.

 

Billetter til koncerten, der starter kl. 20, kan købes på bruunskepakhus.billetten.dk eller i Det Bruunske Pakhus.